Brødrene Regnar og Kaj Sommer blev involveret i modstandsarbejde under Anden Verdenskrig. De blev også begge taget af tyskerne og interneret i Frøslevlejren i Sønderjylland. Det fremgår af Frihedsmuseets modstandsdatabase, at Regnar Sommer blev arresteret den 7. marts 1944. Han var i Horserødlejren i Nordsjælland, inden han ankom til den nyopførte Frøslevlejr den 12. august og blev løsladt den 12. oktober 1944.
Illegale bøger
De to brødre fortalte aldrig noget om den tid, fortæller Regnar Staugaard.
Det fremgår af modstandsdatabasen, at Regnar Sommer var tilknyttet Studenternes Efterretningstjeneste i København, og han blev arresteret for duplikering af illegale bøger. Han er i arkivet opført som maskinlærling.
De to brødre sad ikke i Frøslevlejren samtidig, idet Kaj Sommer først ankom til lejren den 23. november 1944 efter at være blevet arresteret den 5. oktober. Kaj Sommer blev i januar 1945 deporteret til kz-lejren Neuengamme i Tyskland. Han blev angiveligt fængslet for jernbanesabotage i Jylland. Kaj Sommer overlevede kz-lejren, han blev lærer på Fyn, men fik senere posttraumatisk stress og kom på førtidspension, fortæller Regnar Staugaard.