Blandt 200 svømmehaller, som blev opført i Danmark i 1970'erne, var Rønnes bassiner de, der var tættest. Så meget lykkedes for Sven, vel at mærke inden hallen blev taget i brug.
Han fik ansat tre assistenter, som alle var håndværkere. De passede livreddervagterne, men klarede også gennem flere år vedligeholdelsen af hallen og diverse småreparationer på egen hånd.
Sven fik hurtigt udlejet svømmehallen til skoler, børnehaver, klubber, pensionister, handicappede, m.fl. – foruden morgensvømning og offentlig badning, så den var i brug fra morgen til aften.
Han var god til at holde hallen varm, ren og pæn, så det altid var en fornøjelse at bruge den, men han tolererede ikke, at der blev griset med tingene. Enkelte gange har han bortvist urostiftere, som ikke tog en advarsel for givet.
Sven var meget bevidst om energiforbruget i hallen – og var en af de første i landet, som fik installeret et varmegenvindingsanlæg, så han sparede på el, vand og varme, hvor det var muligt.