Martin skiftede retning: Nu har han overtaget virksomhed

Martin skiftede retning: Nu har han overtaget virksomhed
Martin Strøhøj og familien nyder livet på Bornholm og kan ikke se sig selv andre steder. Eget foto
DAGENS NAVN | Lørdag 29. juli 2023 • 05:30
DAGENS NAVN | Lørdag 29. juli 2023 • 05:30

Martin Strøhøj kom til Bornholm som uddannet landmand i 2014, men her ni år senere har han skiftet karrierevej og har overtaget virksomheden Poda Hegn. Selvom det er nervepirrende, nyder han den ekstra frihed som selvstændig.

Hvad er fortællingen med dig og Bornholm?

– Jamen, min kone og jeg flyttede hertil i 2014. Vi kommer fra en lille by, der hedder Skibby, som ligger mellem Frederikssund og Roskilde på Sjælland.

Hvorfor valgte I at flytte til Bornholm?

– Det var fordi, min kone skulle læse til sygeplejerske herovre, og så spurgte hun, om jeg ville med. Det måtte jeg jo sige ja til. Jeg var lige blevet færdig med min uddannelse som landmand, og jeg startede så med at arbejde på en svineejendom i Lobbæk.

Hvordan var det at flytte hertil og tage det skridt?

– Det var lidt... Det var anderledes, lad os sige det sådan. Vi har jo hele vores familie, så der skulle planlægges lidt mere og sådan nogle ting. Og så vil jeg sige, at bornholmerne kan måske være lidt svære at komme ind på livet af til at starte med. De skal lige se en an, så det var lidt svært at få opbygget en omgangskreds i starten. Men heldigvis, så rider min kone, og vi er kommet ind af den vej og har fået nogle bekendtskaber der. Og så har vi langsomt udbygget det stille roligt. Det har gjort det meget nemmere.

Nu har du så overtaget Poda Hegn Bornholm. Hvordan kom det i stand?

– Jeg startede som selvstændig sidste år i august, efter jeg havde været hos to-tre forskellige entreprenører. Igennem bekendte kendte jeg så Torben (Ipsen red.), som har haft Poda Hegn herovre i 28 år. Jeg skulle hjælpe ham med nogle projekter, og så spurgte han en dag, om jeg ville købe Poda Hegn af ham. Og så svarede jeg: "Det kan jeg da godt."

Hvorfor valgte du at skifte retning til entreprenørverdenen fra at have været landmand?

– Jeg havde lidt kendskab fra entreprenørarbejde på Sjælland, så det var på ingen måde nyt for mig. Jeg er også rørlæggeruddannet - ikke kloakmester - men jeg må lægge kloakrør

Kan du savne at beskæftige dig med din uddannelse?

– Altså, jeg fortryder ikke, jeg er gået den vej, jeg er, men jeg kan da godt savne at køre en traktor eller klappe en ko, hvis det var det, man ville. Men jeg ved også godt, at det ikke kun er det arbejdet indebærer, for det er store fabrikker nu til dags jo. Jeg har også frihed på en anden måde nu ved at være selvstændig.

Ja, der er noget frihed, men også noget ekstra ansvar. Hvordan har det været?

– Det er meget nervepirrende en gang imellem, og man er nervøs for, om der er arbejde nok. Man siger ja til alt i starten, og det gør jeg sådan set stadigvæk. Man kunne da godt bruge lidt flere timer i døgnet for at nå det hele, for man er jo bange for at gå glip af noget, hvis man siger nej til opgaver.

Så selvom der faktisk er rigelig at se til, siger du alligevel ja til flere opgaver?

– Ja, lige præcis. Men det tror jeg er meget normalt. Jeg har i hvert fald fået at vide af rigtig mange selvstændige, at det gør man i starten, indtil man kommer lidt ind i det, og folk ved, hvem man er. Jeg er jo ikke ærkebornholmer, så folk skal også lige lære mig at kende. Men jeg har en kæmpe fordel i, at folk til gengæld kender Poda Hegn, og jeg sætter stor pris på det, Torben har bygget op. Der er også stadig mange loyale kunder, der ringer og spørger efter Torben. Så det er sådan set takket være Torben, at telefonen ringer hver dag.

Er der stor forskel på, hvor travlt man har i din branche?

– Det er der. Man løber helt klart hurtigere her i sommerperioden for, at man kan "overleve" vinteren, for der er jo ikke mange, der lige står og skal have lavet hegn om vinteren. Så det indretter jeg også efter. Med to små børn, så er der også rigeligt at se til herhjemme, så det er godt at have tid til det en gang imellem. Men ellers går det meget op og ned. Erhvervsejendomme skal jo have hegn, men private er meget afhængige af, hvad der sker ude i verden. Hvis folk skal spare, så sparer de også på hegn og venter med det.

Hvordan ser I på fremtiden? Det kan være et stort spørgsmål, men ser I jer selv blive på Bornholm længe endnu?

– Jeg tror i hvert fald ikke, at vi flytter de næste mange år. Så havde jeg heller ikke kastet mig ud i at blive selvstændig og købe en virksomhed herovre. Når vi går ind i noget, så gør vi det fuldt ud. Så vi har slet ikke snakket eller planer om, at vi skal tilbage til Sjælland. Det tager jo heller ikke mere end tre timer, hvis vi vil besøge familien i Skibby, og så er det jo også, fordi vi nyder livet her, og vi kan ikke se os selv andre steder lige nu.

Martin Strøhøj

30 år

Ejer Poda Hegn Bornholm

Bor i Nyker med sin kone

De har sammen to børn

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT