Kunstner skal udsmykke svinestald

Kunstner skal udsmykke svinestald
Malene Kyed er kendt for sine blæktegninger af fiskeskeletter. Foto: Charlotte Haslund-Christensen
KULTUR | 25. MAJ • 13:00
Frida Flinch
Journalist
KULTUR | 25. MAJ • 13:00

På festivalen Østpaa kommer kunstner Malene Kyeds frihåndsmalede fiskeskelet til at pryde en 22 meter lang svinestald.

En død fisk på svinestald.

Det er titlen på Malene Kyeds værk, der bliver en af kunstinstallationerne på festivalen Østpaa. Selvom Malene Kyed har flere års erfaring som billedkunstner, så er værket til festivalen noget helt specielt.

– Jeg har aldrig gået op i så stort format, siger hun.

Værket skal skabes på to bygninger, der adskilles af en dør i midten. Den ene mur, hvor der skal spændes et lærred op er otte meter langt, mens den anden er 14 meter langt. Begge mure er 2,5 meter høje.

– Det grænser til at være umenneskeligt, den opgave, jeg har givet mig selv.

Udfordringen består særligt i, at Malene Kyed maler værket i frihånd.

– Det er en kæmpe udfordring at lave en frihåndstegning i så stort et format. Jeg er nødt til at gå ud og ind 20 gange for at se, hvad det egentlig er, jeg har lavet, og så tilbage igen og sætte flere streger. Det er en gigantisk opgave at lave en detaljeret tegning i frihånd.

Maleriet skal stå færdigt, når festivalen Østpaa slår dørene op den 30. maj på Kjøllergaard. Malene Kyed har knoklet i cirka en måned, hvis man lægger de seneste regnvejsdage oven i, for at få værket færdigt, når festivalgæsterne ankommer.



Foto: Charlotte Haslund-Christensen

 

Symbol bag fiskeskelet

Motivet, som Malene Kyed maler, er et fiskeskelet. Og det er ikke første gang, at hun beskæftiger sig med netop det motiv. Skeletter af dyr i havet er et gennemgående tema i hendes værker, der skal symbolisere manglende liv i havet.

– Men jeg vil også gerne vise og minde folk om, hvor vild en ting et fiskeskelet er. Det er jo en optimeret form gennem millioner. Og jeg vil også rigtig gerne i min kunst minde folk om, hvor fantastiske havudskabninger er.

Hun vil dermed gerne vise, hvad man mister, hvis man ikke passer på livet i havet, forklarer hun.

'Det var oplagt'

Det er festivalskaberen Roald Bergmann der har rakt ud til Malene Kyed for at tilbyde to meterlange vægge at boltre sig på. Det tilbud tog kunstneren imod med kyshånd.

– Det er jo fordi, jeg ved, at der er et publikum, og at jeg kan komme ud med mine budskaber.

Men det var ikke kun muligheden for at vise værket til et stort publikum, der trak i hende. Det gjorde omgivelserne også.

– Lige nu står jeg og maler det her værk ved en kyststrækning, hvor iltmanglen er historisk høj.

– Så var det oplagt for mig at få den her døde fisk op på en svinestald, i og med, at vi jo ved, hvad kvælstof fra svinestalde og gylle gør ved havet, siger hun.



Foto: Charlotte Haslund-Christensen

 

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT