Lotte er tilbage i Paradiset

Lotte Wistisen er vendt tilbage til Bornholm som skoleleder på Svartingedal Skole i Hasle.
Hvorfor ville du gerne tilbage til Bornholm og være leder af Svartingedal Skole?
– Det er rigtig meget et tilvalg, at vi er kommet tilbage til Bornholm. Vi har hele tiden haft vores skønne ejendom i Paradiset lidt udenfor Rønne, og der er vi tilbage igen.
– Vi har flyttet en del rundt på grund af min mand Pers arbejde i forsikringsbranchen, men nu ville vi gerne tilbage til Bornholm. Vi har haft vores gang her fra 2001, og før da havde vi sommerhus herovre.
– Jeg syntes, at det var et godt tidspunkt for mig at rykke på, og så stod der en attraktiv skole og blinkede. Så den stilling søgte jeg og var heldig at få den.
Hvorfor er Svartingedal en attraktiv skole?
– Det er på grund af skolens størrelse, og at den har 0.-9. klasse, som gør, at vi kan have den røde tråd gennem skolegangen. Man kan rykke lidt hurtigere på nogle ting, når skolen kun har ét spor og halvandet spor på nogle klassetrin. Man kan nemmere komme ud på ture for eksempel.
– Jeg har været leder på flere privatskoler, og der kan man være meget ensom som leder. Jeg savnede at have et tilhørsforhold og fællesskabet, hvor man arbejder i en fælles retning. Det gjorde jeg i mit forrige job i Egedal Kommune, hvor jeg arbejdede med at udvikle folkeskolen, og det gør man også her på Bornholm. Det er dejligt at stå på mål for en skole og samtidig byde ind med noget i fællesskabet med de øvrige folkeskoler.
Du har afløst Helle Krakau Holm, der havde været skolens leder siden 2016 – hvordan har det været?
– Det har været fint. Det er en skole, som er drevet rigtig godt, og som er blevet fint renoveret, hvilket betyder rigtig meget.
– Vi er nok to meget forskellige typer. Hvor Helle er meget aktiv på de ydre linjer, er jeg nok mest aktiv på de indre. Jeg er meget nysgerrig om børnenes faglighed, og hvor vi kan løfte dem. Jeg kigger meget på vores organisation og på vores traditioner. Hvordan holder vi fast i nogle af de gode ting, og hvad giver det ikke mening at holde fast i.
– Jeg synes, at Svartingedal er et godt sted at ankomme til. Her er en god stemning, man vil hinanden, og det betyder rigtig meget.
– Jeg har en god makker i viceskoleleder Thomas Jackson, der også er ret ny på skolen. Vi er i gang med at planlægge næste skoleår. Vi vil gerne have nogle faste lærere i klassen, så det er nogle faste voksne, der er med børnene for at skabe en konsolidering.
Kommer du med nogle nye ideer til ting, der skal ske her på skolen?
– Det er nok mere på de indre linjer om organisering i forhold til, hvordan vi kan udvikle børnenes læring. Hvordan kan vi fastholde vores udskoling som attraktiv, hvordan kan vi forbedre skolens ungemiljø?
– Hvordan får vi bragt mere praksis ind i skolen, og så er jeg optaget af de børn, der ikke kommer i skole. Hvordan kan vi hjælpe dem tilbage i skolen – og hvis de ikke skal være her, hvor skal de så hen?
Er det et stort problem på Svartingedal?
– Det er ikke omfattende hos os, men det er det på Bornholm. Vi skal gøre en indsats, så vi ikke får nye børn på listen.
Hvordan skal du medvirke til, at Svartingedal bliver en endnu bedre skole?
– Det er ved at være tæt på praksis, og for mig er det også at være tæt på lærerne i forhold til deres planlægning. Min dør er åben, og jeg er lydhør og nysgerrig efter, hvordan man gør tingene her i forhold til, hvor jeg kommer fra.
– At drive en skole er generelt det samme i kommunerne. Men man gør det stadigvæk lokalt. Man har sit eget dna, og det er også noget med at holde fast i det, der fungerer rigtig godt.
Hvad laver du i din fritid?
– Det handler meget om familien. Vi har også en bolig på Frederiksberg, så på den måde har jeg har det bedste af to verdener. Jeg har Bornholm, og jeg har byen, hvor jeg har mine tre piger. De har også et tilhørsforhold til Bornholm, hvor de er vokset op.
– Jeg har et stort netværk herovre. Jeg er glad for naturen. Det er også derfor, vi ville tilbage igen. Vi bruger en stor del af vores ferier på at vandre, jeg holder af at stå på ski, og jeg er vinterbader.
– Jeg er også glad for en god bog og strikketøjet.
Og så er det ikke enhver beskåret at bo i Paradiset?
– Det med adressen er jeg glad for at kunne sige højt. Det er er også et fantastisk sted, som jeg er meget glad for.
Lotte Wistisen
59 år, kommer fra Dragør.
Lærer, har en masteruddannelse i læreprocesser og organisatorisk læring og er uddannet coach.
Her været skoleleder flere steder, blandt andet på Friskolen Østerlars, og har været viceskoleleder på Rønne Privatskole. Har senest været skoleleder i Egedal Kommune på Sjælland.
Skoleleder på Svartingedal Skole i Hasle fra 1. januar.
Gift med Per, der er administrerende direktør i Forsikringsmæglergruppen.
De har tre døtre i alderen 20-28 år.
Dagens billede: Ny bison i Almindingen
NYT JOB
MEST LÆSTE


Synsrân
Et godt bornholmsk ord for horisont.
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration