Landbrugsdirektør får nyt job

Landbrugsdirektør får nyt job
Thomas Bay Jensen skal ikke længere være direktør i Bornholms Landbrug & Fødevarer. Arkivfoto: Berit Hvassum
Fredag 29. december 2023 • 17:30
Jesper Gynther
Journalist
Fredag 29. december 2023 • 17:30

Til nytår stopper Thomas Bay Jensen som direktør for Bornholms Landbrug & Fødevarer. I stedet skal han være HR-Chef i VKST, som er en af Danmarks største landbrugsrådgivningsvirksomheder.

Fra den 1. januar 2024 er Bornholms Landbrug & Fødevarer (BLF) som virksomhed sammenlagt med VKST, som er beliggende i Sorø og Nykøbing Falster, og fra 1. januar også i Aakirkeby med kunder i det meste af Danmark. Medarbejderne i Bornholms Landbrug & Fødevarer er overført til VKST og fortsætter med at udøve rådgivning og service fra Kannikegaard i Aakirkeby. Også direktør Thomas Bay Jensen skal fremover arbejde for VKST.

– For mit vedkommende er jeg ikke længere direktør fra 1. januar, men derimod HR-Chef i VKST, hvor mit arbejde kommer til at blive udført i hele VKST også på Kannikegaard, fortæller Thomas Bay Jensen i et opslag på BLF's facebookside.

Thomas Bay Jensen fortsætter dog som Bornholms Landbrug & Fødevarers foreningssekretær og vil fortsat være kontakten mellem myndigheder, netværk og medlemmer i foreningen. Han bakker 100 procent op om sammenlægningen.

– Det bliver i det hele taget en meget spændende tid, en meget anderledes konstruktion, og i bund og grund en klog beslutning hele vejen igennem, fortæller han og takker for sin tid som direktør.

– Det har været en spændende tid, og det har været et privilegie at arbejde sammen med så mange dygtige, loyale og dybt engagerede medarbejdere. Tak skal I ha’. Jeg glæder mig til fortsat at være på Kannikegaard og sørge for at sammenlægningen ”holdes i hånden”, og så glæder jeg mig til at arbejde sammen med de mange nye kollegaer i VKST, fortæller den snart forhenværende direktør.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT