Froberg: Derfor tager Tidende fejl

Froberg: Derfor tager Tidende fejl
Christian Froberg Dahl. Foto: Torben Kofod Ager
SYNSPUNKT | DEBAT | Søndag 25. maj 2025 • 19:00
Af:
Christian Froberg Dahl
formand
spidskandidat for De Konservative
SYNSPUNKT | DEBAT | Søndag 25. maj 2025 • 19:00

Konservatives borgmesterkandidat Christian Froberg Dahl kan ikke genkende sig selv i Tidendes politiske analyse af Blå Blok. "Siden Marschner nu er efter mig, så tillader jeg mig at kridte banen op i mit politiske verdensbillede pt, så han ikke skal ligge søvnløs".

I lørdagens Tidende fremlægger journalist Jakob Marschner en analyse, hvor han blandt andet konkluderer, at blå blok er ved at smuldre, og at borgmesterkæden allerede er på vej til Socialdemokraterne.

I analysen bruges mit kandidatur og mine personlige Facebook-opslag som eksempel på det, som han mener, er blå bloks inkompetence.

Fair nok at avisen vil sparke gang i valgkampen – men det virker ærligt talt uetisk og uværdigt at nedgøre enkeltpersoner på den måde. Jeg havde håbet, at et medie som Tidende ville være interesseret i en saglig politisk debat frem for karikaturer.

Det er trods alt Bornholms fremtid, vi taler om.

Ligestilling i Tidende?

Bølgerne er nok ikke så høje i den politiske andedam på Bornholm. Til gengæld er vandet lige så iltfattigt som i Østersøen.

Det må være lektien af Marschners udfald i dagens Tidende, hvis man fraregner avissalget som årsag til hans bredside.

Marschners egen avis har givet mig afslag på at få samme mulighed som Anne Thomas og Frederiks Tolstrup i artikelserien om borgmesterkandidaternes visioner (Borgmesterdebatten, også kaldet), med begrundelse i, at avisen anser det for usandsynligt, at De Konservative kan få en borgmesterkandidat.

Det svarer jo lidt til at tæske mine rygstykker for at løbe for langsomt, mens man hepper på andre?

Så meget for politisk ligestilling i Tidende.

Jeg kridter banen op

Siden Marschner nu er efter mig, så tillader jeg mig at kridte banen op i mit politiske verdensbillede pt, så han ikke skal ligge søvnløs.

1. Diskretion og afmålte udsagn må være passende i en tid, hvor der diskuteres politik mellem de partier, som han kalder ”blå blok”.

Ja, vi afsøger mulighederne for det størst tænkelige valgforbund i disse dage, og i den proces klæder det kandidaterne at udvise respekt for processen og hinanden ved ikke at ”larme” for meget.

Timing, respekt og imødekommenhed er vigtigere lige nu end skræppende politiske opstød, og det synes jeg faktisk, at vi klarer meget godt.

2. Marschner forsøger i sin analyse atter at spænde vognen foran hestene ved at sætte ild til en valgkamp, der åbenbart går for langsomt.

Men nu er vi jo ikke sat i verden for at sælge aviser eller tilfredsstille den evigt konfliktsøgende presses behov for historier. Tværtimod er tiden på Bornholm nok mere moden til enighed, fred og fremgang.

Derfor bliver Marchsner måske selv sat lidt udenfor spillet, hvis han forsøger at drive den dagsorden.

3. Har vi det ikke alle sammen det sådan, at politikere i valgkamp kan være for meget?! Der loves guld og grønne skove, og realpolitiske emner står i skyggen af selvpromoverende spidskandidater.

Lad nu valgkampen blive seriøs i stedet for et langmodigt ”show-off”.

4. Marschner karikerer mit mantra om de 2-300 børn på Bornholm, der lever under FNs fattigdomsgrænse, og ja, jeg gentager den ofte.

For for mig var det faktisk én af grundene til jeg overhovedet gik ind i politik. For ud over at være en sørgelig sandhed – så er det også et stilleben på Bornholms situation.

Det er herfra, at mit politiske virke tog sit udgangspunkt, da jeg besluttede mig for at stille op, og herudfra vil mit politiske liv udspille sig.

Hvad er årsag og hvad er virkning?

Så jeg tilgår det politiske arbejde med lige stor del ydmyghed og indlæring som med viljefast fokus på at skabe værdi for vores landsdel.

Og det ser jo ikke for godt ud gennem min kikkert:

Vi er én af landets fattigste kommuner. De fattige børn er vores vidnesbyrd.

Vi lægger nummer sjok i Dansk Industris målinger om erhvervsvenlighed.

Her har vi i 25 år forsømt muligheden for at skabe en erhvervsstrategi og gode vilkår for erhvervslivet, som er vores eneste indtægtskilde! Her skulle skattekronerne komme fra til, at vi kan tage os at de svage og styrke vores fremdrift. Og præcis DEN debat burde fylde langt mere end Energi Ø, Biltema og farven på Rytterknægtens tårn.

En af de sidste store bedrifter for at tiltrække erhverv til øen var Christianiabikes, som er en case, vi burde lære meget mere af!

Landspolitik

Vores kernevelfærd er truet! Og det er med tristesse jeg er vidne til, at vi simpelthen ikke gør det godt nok for vores udsatte og udfordrede borgere.

Vi luller os for meget ind i Bankoplade-politik med håbet om flere subsidier fra Christiansborg.

Enhedslistens planøkonomiske drømmerier om biodervisitet, økologi og afvikling af private initiativrigdom har - som overalt i historiens andre tilfælde - udmarvet befolkningerne og efterladt de bagerste til fanden.

Andre menneskers penge er for længst brugt, mens champagnesocialisterne gradvist har lagt hindringer i vejen for indtægtsgrundlaget i den værdiskabende private sektor. Men de har jo også deres på det tørre, og er et gedigent akademikerparti. ”Sultens slavehær” og de svageste, er ikke deres vælgere – hvis de nogensinde har været det?!”

Selvfølgelig skal vi passe på vores miljø og tænke grønt, men erhvervsinteresser kan sagtens udvikles i sameksistens med den grønne dagsorden - især hvis vi beslutter det.

Og her må jeg bare sige, at hvis valget mellem at slå en lille CO2-bøvs eller at skabe brød på bordet til de 2-300 børn, så napper jeg bøvsen.

Anytime! Planøkonomi efterlader altid golde jorde, og sultne borgere uanset hvor smuk ideologien pakker sig ind. Måske fordi planøkonomi stadig ikke indregner simple grundvilkår for mennesket: Kærlighed, agtelse og den etiske fordring.

Samtidig er vi ved at afvikle et af verdens mest omstillingsparate landbrug og overdynger dem med forskrifter, love og bekendtgørelser i en grad, der gør, at man efterhånden skal være flagellant for at blive ier hvervet.

Det er én af øens største indtægtskilder, og guddødme om ikke man helt uden at blinke, hakker løs på dette stolte erhverv uden at komme med alternativer til indtægter. Det skriger til himlen og er opskriften på endnu en økonomisk deroute!

Kommunen selv

Vi har et af landets største sygefravær blandt vores offentligt ansatte? Skal det tabuiseres, eller skal vi finde løsninger sammen?

For den store omkostning for sygefraværet hiver penge ud af vores fælles kasse, som skulle mildne forholdene for vores svageste. Hvorfor er det ikke et stort tema i valgkampen? Hvordan skaber vi arbejdsglæde, medindflydelse og initiativrigdom mellem vores medarbejdere i kommunen?

Får vi mere ud af BYG/BEOF/BAT/BOFA (put selv flere på) eller andre ved at tæske løs på medarbejderne og embedsværket - eller bør politikerne se indad og angribe udfordringer på en anden måde end hidtil?

Efter valget

Jo, udfordringerne er mange, og der er sikkert mange politiske kronjuveler, der skal pudses af i den kommende valgkamp - funklende diamanter med løsninger på det hele.

Men jeg tror ikke et parti kan klare det selv. Og jeg håber vitterligt, at vælgerne (ud over at stemme konservativt) stemmer de kandidater ind, som søger pragmatiske løsninger, kan arbejde sammen og har politisk stamina til at nå resultater og en ansvarlig økonomi - om ikke for andet, så for de 2-300 børns skyld.

For uanset hvordan vi vender og drejer valgkamps-flæsk og uenigheder, så er Borgmesteren ikke socialdemokrat, venstremand eller konservativ. Han/Hun er ALLE bornholmeres borgmester, og vi burde både nu og fremover bakke op om embedsførelsen i stedet for hagle ned på den. Tiden er til sammenhold.

PS: Og mens vi er ved det. Jeg synes, Jacob Trøst har gjort det fremragende. Mod alle odds har han formået at skabe resultater i det mest udspændte politiske landskab i Kongeriget.

Det har ikke været nemt. Vedholdende har han ladet ordentligheden præge sin embedsførelse og altid søgt det størst tænkelige politiske flertal bag sig. Det er dyder som jeg håber at kunne lære af, og tage med mig.

PS2: Hvorfor arrangerer vi ikke udvalgene anderledes for at optimere koblingen mellem politikerne og embedsværket.

Og hvorfor laver vi ikke to-års budgetter? Og endelig; Hvorfor bruger kommunen ikke en ”tryktest” ved at indkalde nogle af vores lokale statsautoriserede revisorer til at gennemgå og hjælpe med forløbet?

Hvorfor kaster vi ikke langt mere energi ind i de muligheder, der udspiller sig omkring Rønne Havn, uddannelser og arbejdspladser?

Og hvorfor understøtter vi ikke vores kulturliv og formidlingsinstitutioner mere; De understøtter det faktum, at Bornholm er et fantastisk sted at besøge?

Debatredaktørens bemærkning

Tidendes serie "Borgmesterdebat" startede for mere end 1 år siden - på det tidspunkt repræsenterede Jacob Trøst Det Konservative Folkeparti

Da han valgte ikke at genopstille, så havde C ikke en spidskandidat. Det blev redaktionelt besluttet ikke at invitere 'nye' kandidater ind - for eksempel er kommunalbestyrelsens største parti - Enhedslisten - heller ikke repræsenteret.

Under selve valgkampen - efter sommerferien - får alle opstillede partier naturligvis de samme tilbud og muligheder i Tidendes debatspalter.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT