– Vi fortalte Sigrids far, Axel Hjorth, Frugtplantagen Langedeby, at når vi blev voksne, ville vi gifte os med hinanden og købe gård for at blive et gårdejerpar. Det syntes faderen lød fornuftigt, men så måtte vi begynde at spare op, for uden opsparing, ingen gård. Vi fik jobbet med at sætte etiketter på mostflaskerne og havde hele tiden ansvaret for, at der var et tilstrækkeligt stort lager af flasker med etikette på. Det job havde vi i fem et halvt år og sparede op på min sparekassebog. Det lærte os meget om planlægning og om at få noget fra hånden, fortæller Lars Jakob Larsen.
De blev gift i 1962 og gårdejere blev de, da de købte Sosegaard i 1963, efter at Lars Jakob Larsen først havde været i militæret og taget en landbrugsuddannelse.
Havde sagt nej tak
– Egentlig havde jeg sagt "nej tak" til at stille op til valg til bestyrelsen i Bornholms Landøkonomiske Forening. Men Sigrid syntes, at jeg skulle stille op, fortæller Lars Jakob Larsen.
Men han blev bidt af det og fik mange landbrugspolitiske hverv, hvilket i høj grad kom til at betyde, at Sigrid Larsen kom til at stå i spidsen for arbejdet på Sosegaard, godt hjulpet af gode medarbejdere og ældstesønnen Lars-Ole og senere af også de tre yngste børn, skriver Lars Jakob Larsen i sine erindringer.