Joachim var psykolog for fodboldstjerner – nu er han rykket op med Bornholms hold ovre

Joachim var psykolog for fodboldstjerner – nu er han rykket op med Bornholms hold ovre
Joachim Gram med sin hustru Katrine og parrets to døtre. Han er ikke spillende træner, men måtte trække trøjen over hovedet en enkelt gang for to år siden, hvor Politiet meget usædvanligt ikke kunne stille fuldt hold på andre måder. Privatfoto
DAGENS NAVN | ABONNENT | 7. JUN 2023 • 05:30
Jakob Marschner
Journalist
DAGENS NAVN | ABONNENT
7. JUN 2023 • 05:30

Som psykolog har Joachim Gram arbejdet med landsholdsspillere, da de var helt unge. Som fodboldtræner er han lige rykket op med Politiet, hvor mange eksilbornholmske spillere samles. Så nu venter der nye bornholmer-opgør i Københavnsserien.

Tillykke med oprykningen! Hvordan er sæsonen forløbet?

– Mange tak. Jeg er enormt glad og lettet på mine og holdets vegne, for sidste år missede vi oprykningen med bare ét point. Så det er fantastisk, at vi i denne sæson har kunnet sikre førstepladsen og oprykningen, endda tre runder inden sæsonen slutter.

– Sæsonen er forløbet, som vi havde håbet på og forestillet os. Serie 1 er blevet en rigtig stærk række, fordi DBU har lavet en strukturændring og sendt mange stærke hold ned. Så det er ikke helt let at rykke op.

– Men vi har været det mest stabile hold. Vi vandt alle vores kampe i efteråret på nær en uafgjort og et enkelt nederlag, og i foråret er vi fortsat med kun en enkelt tabt.

– Vi har en god og bred trup med mange, der tidligere har spillet i Københavnsserien, forstærket med noget nyt blod udefra. Det er rigtig vigtigt med en bred trup, for der kommer altid skader og ferier. Men vi har kunnet stille et stærkt hold hver gang.

Du har også været idrætspsykolog i FC København. Hvordan var det?

– Det var i min spæde start som psykolog, hvor jeg var inde omkring FCK's helt unge spillere. Jeg arbejdede blandt andet med U17-holdet, der på daværende tidspunkt havde spillere som Mohamed Daramy, Rasmus Højlund og Victor Kristiansen.

– De var helt unge, men de havde også behov for at blive lyttet til og få lov til også at være mennesker. Det er meget sjovt i dag, når de spiller i Ajax og Atalanta og Leicester og er inde omkring landsholdet.

– Det blev tydeligt for mig, at man skal være gjort af et særligt stof, hvis man skal være professionel. Og det blev også tydeligt for mig, hvor hurtigt man bliver sat bagud i det kapløb, hvis man kommer fra Bornholm og bliver ved at spille på Bornholm.

Hvordan går det til, at bornholmske fodboldspillere i København har valgt at samle sig i Politiet?

– Det er lidt et levn fra for 15-16 år siden, hvor nogle eksilbornholmere fik lov at starte et lukket hold i Politiet. De var gode til at prikke bornholmske fraflyttere til også at spille i Politiet. Det er en rekrutteringskanal, der egentlig var gået lidt fløjten, men som vi har fået genstartet, mens jeg har været træner. Vi vil fortsat gerne være det sted, hvor bornholmere søger hen og spiller fodbold, når de flytter fra øen.

– Det startede vist egentlig med, at det var Politiet, der havde det billigste kontingent. Men så gik det sådan, at det lukkede bornholmske hold blev bedre end Politiets førstehold, og så sagde Politiet, at nu må I simpelthen tage over. Dengang var førsteholdet kun for politifolk, men samtidig blev der så åbnet op for, at alt og alle kunne spille i Politiet.

– Da jeg startede som træner for to et halvt år siden, var der kun tre politifolk på holdet, hvor vi nu er oppe på ni. Vi satte noget ind på også at rekruttere politifolk, blandt andet fra politiskolen, hvor spillerne er unge og i rigtig god fysisk forfatning, og hvor flere også har niveauet til mere.

– Det er meget spøjst, for Christiania Sports Club er i samme række som os, og de troede indtil for nylig, at vi stadig kun spillede med politifolk. Så de er kommet med ild i øjnene til kampene mod os.

Hvordan har I det med de kampe, som I nu kommer til at spille mod NB Bornholm og måske også et bornholmsk hold mere i Københavnsserien?

– Det giver noget ekstra lir til sæsonen. Min første kamp som træner for Politiet var en kamp på Bornholm mod RIK, hvor vi tog over og vandt 5-1. I den sidste kamp slog vi dem så 11-0.

– Mange af de bornholmske spillere vil nu have været ungdomsspillere, mens mine spillere var unge seniorspillere på Bornholm. Men der er stadig mange bekendtskaber, også blandt trænerne, og folk følger også med i reportagerne i de bornholmske medier. Så det er helt sikkert noget særligt.

Kan I bruge bornholmsk som hemmeligt våben i kampene, så modstanderne ikke forstår, hvad I siger?

– Hehe. Nej, det tror jeg ikke, at vi kan. Der er trods alt også et par jyder og sågar også en færing på holdet, så det kunne også blive vores egen værste modstander. Men det kan da godt være, at der ryger et par bornholmske gloser af sted mod dommeren, når vi nu igen skal over og spille på Bornholm.

Skal du hjem til Bornholm og være træner på et tidspunkt?

– Det er et godt spørgsmål. Hvis vi skal tilbage til Bornholm, så skal jeg. Det kunne være hyggeligt og interessant. Men min kone er fra Nordsjælland, så jeg kan godt have mine tvivl.

– Jeg tror, at det er vigtigt, at man på Bornholm samler kræfterne om ét stærkt hold. Jeg har stor respekt for Hasle, der tog kampen op i Københavnsserien. Men jeg kan godt være i tvivl, om der er niveau til to hold, og så tror jeg, at det vil være bedre at samle både økonomien og ressourcerne om at have ét stærkt hold.

 

 

Joachim Gram

31 år.

Erhvervspsykolog, træner i Politiets Idrætsforening.

Født på Bornholm, opvokset i Klemensker.

Student fra Bornholms Gymnasium, cand.psych. fra Københavns Universitet.

Gift med Katrine, far til to døtre på knapt 4 og knapt 2 år.

Bor i Espergærde.