Jeg tror meget på glæde

74-årige Nana Gitz-Madsen fra Aarsdale voksede op med en berømt malerfar. Men først sent i livet tog hun selv fat på kunsten, ligesom hun også har åbnet sig åndeligt med alderen.

Fugle, firben, blade og mønstre gemmer sig som sorte konturer af liv i Nana Gitz-Madsens billeder, der indbyder beskueren til at gå på opdagelse. For der er et hav af ting for øjet at sanse og udforske på værkernes jordfarvede flader, der er bygget op med en collageagtig teknik bestående af både tekstil, papir, akrylmaling og tusch. Men det var først i en sen alder, at Nana Gitz-Madsen opdagede sig selv som kunstner.

– Jeg har tegnet hele livet, men har egentlig ikke regnet det for noget særligt, fortæller hun, da vi sidder omkring et bord i hendes lille atelier i Aarsdale, som med udsigt til vand ligger for foden af hjemmets have.

– Og det handler også lidt om at være vokset op med en far, der var så dygtig og kendt, for så kan man tænke at – ah, så er det ikke så godt, det jeg laver, smiler Nana Gitz-Madsen, der er datter af den berømte maler Aage Gitz-Johansen, som udover sine grønlandske motiver af mennesker især blev kendt for sine fuglemalerier.

I dag er kunsten dog blevet hendes egen legeplads.

– Det giver en utrolig glæde. Jeg bliver helt væk…, siger hun omringet af pensler, papir og billeder.

Er du inspireret af din far i din kunst?

– Ja, det er jeg jo. Men det jeg synes er så rart er, at jeg alligevel har min egen stil. Og så gør det ikke spor, at man kan se, at jeg er inspireret af min far, og det er jeg også sikker på, at han har det helt fint med, der hvor han befinder sig, smiler hun.

Voksede op i et zigzag-hjem

Det var også faderens interesse for fugle og natur, der i første omgang bragte hende til Østersøens breddegrader. For som kunstner havde faderen en kunstnerbolig i Gaden på Christiansø.

– Min far elskede at være derovre og male sine fugle. Og jeg elskede også at være der, for det er den ultimative frihed for et barn. Jeg har også to ældre brødre, og vi var der hele sommerferien. Så selvom jeg voksede op på Nordsjælland, betragter jeg ligeså meget Christiansø som mit barndomssted. For der kom jeg hver sommer, fra jeg var tre måneder gammel.

Resten af året voksede hun op i et mindre træhus i Trørød med tilhørende atelier, hvor faderen havde ”sin legeplads for sig selv”.

– Nogle gange siger jeg, at jeg er vokset op i et zigzag-hjem. Min far var kendt som fuglemaler og som grønlandsmaler, men han elskede også dekorationer af al slags. Så alt i vores hjem var dekoreret med mønstre. Skorstenen og dørkarmene. Og så stod der noget over dørene som for eksempel: ”Den, der står alene, står stærkest”. Det er bare noget, han troede, forstår du, griner hun og forklarer, at citatet faktisk alligevel passer meget godt på faderen.

– Selvom han var med til at starte koloristerne sammen med Ingelise Westmans far, var han slet ikke god til at mingelere med de andre kunstnere og komme ind de rigtige steder. Han var meget ultimativ. Der var ikke noget med at gå på kompromis nogen steder. Så han var meget en ener i de fleste af sine kunstnerår.

Havde din far altid været kunstner?

– Han er ikke ud af nogen kunstnerfamilie, men ret tidligt fik han noget malergrej af en onkel, der kunne nogle ting og blev optaget af det. Men hans far syntes, at han skulle være præst, så min far startede sin karriere med at læse teologi. Det tog dog ikke så lang tid, så gik han over til zoologi, for han havde en stor interesse for dyreliv og natur, ligesom han interesserede sig meget for etnografi.

Sådan var det også farens interesser, der i sin tid førte ham til Grønland, hvor han både udfoldede sig som kunstner og mødte kærligheden.

– Min mor var uddannet lærer og arbejdede deroppe som huslærer, og siden kom min far derop med et ekspeditionsskib, og sådan mødte de hinanden, fortæller Nana Gitz-Madsen og fortæller, at faderen sidenhen ernærede sig som underviser i tegning og maling på nogle skoler i København, inden han på et tidspunkt i 30erne, besluttede sig for at blive fuldtidsmaler.

– Men min far var af den rigtige gamle skole, så min mor fik ikke lov til at gå på arbejde. Dengang skulle en mand i hans egen selvforståelse bevise, at han kunne forsørge en familie. På det tidspunkt havde min mor også mindre børn, så det var først, da jeg var 12 år, at hun kom ud på arbejdsmarkedet.

Kunne han så forsørge jer?

– Ja, det kunne han. Men min mor var også ekstremt dygtig til at få meget ud af lidt. Af mad og tøj.

Som barn var de begrænsede midler heller ikke noget, der tyngede hende.

– Det var en rigtig god barndom. Jeg husker ikke, at jeg havde den store selvtillid, men mine forældre var meget kærlige. Og jeg var også den af mine søskende, der fik mest, siger hun og smiler.

– For jeg var rosinen i pølseenden. Der er 11 år til min næste bror. Så mine forældre var oppe i årene, da de fik mig, og så blev jeg sådan en rigtig forkælet en.

Men at vokse op med en kunstnerfar gik dog ikke altid helt stille for sig, husker hun.

– Min far havde lidt af et voldsomt temperament. Så fra ganske lille, blev jeg god til lige at fornemme stemningen i huset. Er det nu, man skal være forsigtig…, siger hun og ler ved tanken.

Hvad kunne gøre ham sur?

– Det var, når tingene ikke lykkedes for ham med kunsten. Så smækkede han med dørene. Og så kunne vi næsten ikke lade være med at grine. For hvis han ikke syntes, det lød højt nok, lukkede han døren op igen og gav den en gang til, siger hun og griner igen, inden ansigtstrækkene bliver lidt mere alvorlige.

– Det har uden tvivl ikke været nemt for ham som kunstner. Både at slå sig igennem og at tjene til familiens underholdning. Men så blev det jo bedre, da min mor også kom ud og fik en månedsløn, ligesom det i det hele taget blev lettere med årene, fordi han var anerkendt og fik flere kunder med tiden. Og i de senere år havde han også en fast aftale med galleri Hagfeldt i Bredgade, hvor han havde sin årlige udstilling.

– Men til os børn sagde han alligevel, at vi ikke skulle gøre det samme som ham og være kunstner og leve af det alene. Og han sagde det sikkert ud fra det bedste hensyn, fordi han jo havde oplevet, at det var hårdt.

Fandt kærligheden på Christiansø

Kunstnerdrømmen lå således heller ikke ligefor, da Nana Gitz-Madsen skulle finde sin egen vej i livet.

– Som barn drømte jeg både om at blive astronom og om at læse eskimologi, fordi det grønlandske havde fyldt så meget i min barndom, men jeg endte med at uddanne mig til børnebibliotekar.

Inden da havde hun været omkring universitetet for at læse materiel folkekultur.

– Det syntes jeg lød interessant og var lidt i familie med etnografi, og min far interesserede sig jo voldsomt for alle mulige folkeslag. Men der var så løse rammer, det kunne jeg ikke lide på det tidspunkt. Så i stedet kom jeg på biblioteksskolen – jeg ved ikke hvorfor, det lige blev det. Men jeg har altid været glad for at læse bøger, og som barn blev jeg også læst højt for, fortæller Nana Gitz-Madsen, der ikke kun fandt sin hylde som menneske i børnelitteraturen, men også i ’barndommens land’ Christiansø. For her mødte hun sin mand Frits.

– Det var i ’68. Jeg var 18 år og lige blevet student. Så stødte vi ind i hinanden. Det var faktisk hans første besøg på Christiansø til trods for, at han er vokset op i Aakirkeby.

Og faktisk var mødet med hendes kommende mand kærlighed ved første blik. For det hele skete på en aften, som hun siger.

Hendes nyfundne kærlighed var imidlertid i murerlære på Bornholm, så i tre år holdt det unge par kærligheden i live gennem ihærdig brevveksling, inden de blev genforenet på Sjælland, hvor de lod sig gifte.

– Det var i 1971, og det var meget umoderne på det tidspunkt. Men det insisterede jeg på. For jeg skulle vise min far, at jeg mente det alvorligt, fortæller Nana Gitz-Madsen, der for tre år siden kunne fejre guldbryllup med sin mand.

Der skulle dog gå mange år, før de begyndte deres bornholmske tilværelse. For livet som nygifte begyndte i et gammelt bindingsværkshus i Jægersborg Hegn.

– Huset lå lige op ad skoven og havde været en gartnerbolig. Men nu stod det tomt, og her var vi så heldige at få lov at bo til en billig husleje, mens jeg færdiggjorde min uddannelse som børnebibliotekar.

Snart derefter opgav de dog deres idylliske og borgerlige tilværelse, da de blev inspireret af Nanas bror, Jeppe, der var involveret i et spændende beboerarbejde i Aarhus.

– Det lå i sjællandskvarteret, hvor der var ved at blive lavet børnenes jord og beboerhus og alt mulig spændende. Det ville vi over og være med i. Så fik jeg job i Aarhus som børnebibliotekar, og min mand begyndte at læse til lærer, alt imens vi blev en del af ”revolutionens fortrop”, ler hun.

– Sådan var det meget dengang i 70erne. Men det var også gode år, hvor man virkelig blev formet og fik lov at diskutere, husker hun, og det var først 14 år senere, at Bornholm blev en del af billedet.

– Vi var meget glade for at bo i Aarhus, men ville gerne have naturen lige udenfor i stedet for at skulle tage en bus først. På det tidspunkt havde vi også adopteret vores første barn. Det kunne ikke rigtig lykkes os at få børn, og dengang gjorde man slet ikke ligesom i dag. Det var slet ikke en option.

I stedet overvejede de adoption, men fik at vide, at hvis man skulle adoptere et dansk barn, så foregik det gennem en lodtrækning, fordi der var så få børn efter abortens indførsel.

– Så sagde vi nej, det ville vi ikke være med til. Men blev så gjort opmærksomme på, at der også var mulighed for at adoptere andre steder fra, så vi endte med at adoptere to børn fra Korea. Først fik vi Maja, og 8 år efter fik vi Matthias, fortæller hun.

Fra Aarhus til Aarsdale

– Det var jo rigtig dejligt at få lov at være mor og far og få brugt den del af sig. Men inden da havde vi set på hinanden og sagt: ”Jamen vi kan godt klare at leve et liv uden børn”. Vi kunne sagtens se for os, at vi kunne få et godt liv alligevel. Men det andet var bare noget dejligt noget, der fyldte ekstra på, siger hun og lyser op i et stort smil.

At bo tæt på naturen blev således også et ekstra gode, da de i sommeren 87 faldt pladask for det lille bornholmske fiskerleje – Aarsdale.

– Vi gik tur med min svigerfar fra Nexø til Aarsdale ad kyststien. Jeg kendte ikke byen dengang, men så ser jeg de der huse ned til vandet og tænker: ”Ej det ser bare så dejligt ud”, og så sagde jeg til Frits: ”Her kunne jeg godt bo”. ”Ja det kunne jeg også”, sagde han så.

De bad derfor svigerfar om at holde øje med huse i Aarsdale.

– Og først så vi på et hus i Urmarken, men det var ikke noget, syntes vi, og så så vi på det her, og der var ikke så meget ved selve huset, men så gik vi en tur ned ad stien forbi min hønsegård. Det var januar og tåget. Men vi tænkte, at når det nu blev lyst, ville der være en fantastisk udsigt!

Sådan købte de huset halvt i blinde, alt imens folk omkring dem sagde: ”Det er okay, I flytter til Bornholm, men Aarsdale!”

– Og tænk, nu er det blevet meget in at bo i Aarsdale. Hvem skulle have troet det? siger hun og kaster et blik ud af vinduet, hvorfra der er udsigt til de nærliggende huse langs vandet og havnen.

– Men dengang havde det her hus stået tomt i et år. Der var ikke nogen, der ville bo så tæt på vandet, fordi det var alt for dyrt i olie med vinden udefra. Dengang ville folk hellere bo oppe i bakkerne i de nyere huse. Men det har ændret sig siden.

Selv ændrede hun også karrierevej på Bornholm. For mens hendes mand fik job som lærer, åbnede hun selv en helseklinik i et af hjemmets lokaler.

– Jeg havde også taget en zoneterapiuddannelse, så mens jeg gik og ventede på et ledigt bibliotekarjob, åbnede jeg en klinik op i det ene værelse, som blev til Aarsdale Helseklinik.

Livet som kunstner

Samtidig opgraderede hun sine kompetencer med en akupunkturuddannelse, og da et job som bibliotekar på øen omsider blev ledigt, trak klinikarbejdet alligevel mere i hende, ligesom det kreative rum begyndte at kalde mere på hende.

– Da jeg var omkring 50 år, lærte jeg at lave papir. De ligger der.

Hun nikker mod en reol bag hende, hvor organisk papir ligger i en stor stak.

– Det syntes jeg var rigtig sjovt. Og jeg var hos forskellige kunstnere både på Fyn og på Samsø og fik lavet rigtig mange bunker papir, men jeg så også, hvad de kunne. Og selv begyndte jeg at lave sådan nogle papirskåle, siger hun og griber fat i en.

– Du kan se, når du løfter den, den er ganske let. Men i sit udtryk minder den næsten om træ eller keramik.

Hun begyndte også at eksperimentere med flader, og i 2006 sendte hun med succes en collage lavet af hjemmegjort papir ind til en censureret udstilling i Svaneke.

– Da det kom igennem, blev jeg jo vældig opmuntret. Det gav mig et lille boost, siger hun og fortæller, at hun i 2009 havde hendes første udstilling på Nexø bibliotek.

– Der kom en masse mennesker. De fleste kendte mig selvfølgelig i forvejen. Men folk købte også noget. Det var fantastisk!

Og således fik hun mere mod på sine kunstneriske udfoldelser, ligesom hun har fået mere tid til at dyrke kunsten, siden hun stoppede med at arbejde i 2010.

En samhørighed med naturen

– Vi kan gå hen og kigge lidt der. For jeg har udstillingen fra der var kunstrunde her på øen, siger hun og viser hen i den anden ende af det lille rum, hvor en række billeder står side om side på en seng.

– Som sagt brugte jeg i begyndelsen mest mit hjemmelavede papir og så noget dekoration. Men med tiden begyndte der at komme fugle ind, og der kom også firben og blade til. Samtidig fandt jeg også ud af at bruge tekstil og mønstrede stoffer, plus at jeg tegner ovenpå og maler med akryl, fortæller Nana Gitz-Madsen, der aldrig har en klar ide, når hun begynder på et nyt billede.

– For mig handler det først om, at jeg skal have dækket den hvide flade med maling, og så må den gerne være sådan lidt lækker, så den er mere inspirerende at starte på. Men jeg har ikke nogen klar plan. Jeg starter et sted og så vokser det, siger hun og nikker mod et af billederne.

– På det der startede jeg med de to træer nede til venstre. Så kalder det på noget andet.

Gør du dig tanker om, hvad folk skal føle eller tænke, når de ser din kunst?

– Folk må gerne føle lidt glæde og lidt eventyrlyst. Og gå på opdagelse, siger hun og tier i et smil.

– Nu er naturen jo gået hen og blevet moderne, siger hun så.

– Men den har jo altid været der. Jeg er vokset op i et hjem, hvor den har betydet rigtig meget. Jeg var i skoven med mine forældre så hyppigt, så det er en meget stor del af mig, og jeg ved også, hvad træerne hedder, og jeg ved, hvad fuglene hedder. Så glæden ved naturen og vores samhørighed med den, vil jeg gerne have udbredt noget mere. For jo mere man føler en samhørighed med naturen, jo mere har man også lyst til at passe på den, og jo mere betyder den for en.

Den usynlige verden

Naturen, som vi kan sanse omkring os, er dog ikke den eneste virkelighed, der findes, mener hun.

– Jeg tror i høj grad på, at der er en usynlig verden, som jeg føler mig knyttet til.

Sådan har hun bestemt ikke altid haft det, indrømmer hun. Faktisk har hendes livssyn udviklet sig markant.

– Som ung og revolutionær i 70erne mente vi virkelig, at vi havde fundet den rigtige vej gennem det socialistiske verdenssyn. Så når nogen snakkede om, at man skulle ændre verden indefra og sidde og meditere var min tanke, at aldrig havde jeg dog hørt noget så skørt.

Nana Gitz-Madsen griner.

– Jeg troede i stedet på, at ”handling skaber forvandling”, som var et af vores slagord dengang. Men der har jeg så flyttet mig et stykke fra dengang. Politisk er jeg stadig ude på venstrefløjen, men min måde at opleve universet på har ændret sig.

En stor kærlighed

Forandringen skete gradvist husker hun, efter hun flyttede til Bornholm.

– Jeg læste blandt andet ”På dybt vand” af Shirley Maclaine. Der stod virkelig nogle ting i, hvor jeg tænkte: ”Det er langt ude, men alligevel utrolig fascinerende”. Hun eksperimenterer meget med og undersøger forskellige ting i den åndelige og spirituelle verden. Og den åndelige verden er blevet en større og større del af mit liv. For mig er det sådan set lige meget, hvad man kalder det, men jeg kalder det Gud. Som er en stor kærlighed, siger hun og ser op.

– Noget jeg også synes er interessant er nærdødsoplevelser. Ser man på dem generelt, er det noget med at komme til den store kærlighed, når vi dør. Og det tror jeg på. Og som folk der har haft nærdødsoplevelser fortæller om, så tror jeg også på, at vi er her på jorden, fordi vi selv har valgt det. Jeg tror på, at vi selv vælger at blive født og sågar selv vælger vores forældre. Og så kan man sige, jeg er ikke så tilfreds med mine forældre. Nej, men måske er der noget, man skulle lære af dem.

Selv har hun også skullet lære en del som adoptivforælder. For det er ikke helt ukompliceret at adoptere børn fra en anden verdensdel og med andre biologiske forældre.

– Før Frits og jeg fik børn, var vi ret sikre på, at diskussionen om arv og miljø, udelukkende handler om miljø. Det handler bare om, hvordan man opdrager sine børn. Bom bom, siger hun og slår håndfladen i bordet.

– Ikke så meget pjat. Men det har jeg ændret syn på. Arv fylder utrolig meget.

Så vi er ikke blot en tom tavle, når vi kommer til verden?

– Nej, det er vi ikke! udbryder hun.

– Og det passer også med, hvad jeg tror på, at vi er en sjæl, der kommer mange gange til jorden, indtil vi har lært det, vi skal.

Har du så en fornemmelse af, hvor du selv er på den rejse?

– Nej, det har jeg ikke.

– Men jeg tror på det, som mange der har haft nærdødsoplevelser, fortæller om. At de på meget kort tid oplever at gense hele deres liv. Og det er ikke Jesus eller Gud eller nogen andre, der dømmer os. Det er virkelig os selv. Vi får lov til at opleve, hvad vores liv har forårsaget. Dem, vi har været uvenner med og ikke været gode ved. Der får vi lov til at opleve, hvordan det var at være dem. Men dem vi var gode ved, der får vi også lov til at føle de gode ting.

Åndelige budskaber

Sådan vil man på en ikke fordømmende måde få lov at erfare, at ens handlinger havde nogle konsekvenser, som man ikke var bevidst om, da man stod i dem, mener Nana Gitz-Madsen, som på et åndeligt plan ikke kun er optaget af nærdødsoplevelser, men også begrebet kanalisering, som hun forklarer som en meditativ tilstand, hvor man modtager budskaber fra den åndelige verden.

– Så da jeg for nogle år siden begyndte på det, tænkte jeg, at jeg er nødt til at gå på nogle kurser for at finde ud af, om det er rigtigt, det jeg gør. Så jeg meldte mig til en kursusrække i København. Det fik jeg rigtig meget ud af. Og siden har jeg kanaliseret for mig selv, men også for andre. Så stiller jeg mig til rådighed som en kanal.

– Så lukker jeg lidt op heroppe i mit kronchakra, og så kommer der nogle budskaber. Men hvor de kommer fra er sådan set underordnet. Det kan være opstegne mestre som jomfru Maria, Jesus og Buddha og engle, som jeg har kontakt til, men det kan også være det kommer fra ens højere selv.

Hvad handler budskaberne om?

– De handler ikke om, hvor du skal flytte hen eller om, hvilken mand du skal vælge. For vi befinder os i et fritvalgs-univers. Og i virkeligheden er det kun os selv, der ved, hvad der er bedst. Så budskaberne kredser mere omkring, hvordan man finder ind til de ting i sig selv, og hvordan man kan tackle en vanskelig relation på en god måde til fordel for begge parter. Det er ret interessant.

Glæde smitter

Hvad har det givet dig at få den åndelige dimension med i dit liv?

– Den giver mig det, at jeg synes det hele hænger sammen, og at jeg synes der er en mening med mit liv.

Og hvad er meningen?

– Jamen det der med, at jeg er her for at lære og for at vokse. Det tror jeg gælder alle mennesker. Uanset om man tror på det eller ej. Det er lige meget, siger hun og ler lyst.

– Og så tror jeg meget på glæde.

Glæde?

– Ja. At glæde er noget, vi skal bruge vores liv på. For jo mere vi kan finde glæden, jo mere kan vi smitte andre med den. Glæde smitter jo. Ligesom det modsatte også kan smitte. Hvis man går mellem nogle mennesker, der er meget stressede og deprimerede, så kan energien gå nedad.

Men hver især kan vi være med til at højne energien, mener hun.

– Den kvinde, jeg mødte i min ungdom, som sagde, at ’forandring kan komme indefra’, og som jeg grinede af, hende skylder jeg en undskyldning, fordi det tror jeg jo på i dag.

– Jeg tror på, at vi alle sammen kan være med til at højne energien på jorden, og give en modenergi til alt det negative og svære, som der bliver fokuseret på. Med krig og forurening og klimakrise.

– Alle os, der kan finde noget glæde, har faktisk til opgave at sørge for at fylde vores liv med glæde. For det smitter og er med til at løfte den samlede energi, siger Nana Gitz-Madsen, som også erkender, at personligheden kan spille ind i forhold til, hvor nemt man har ved at finde glæden.

– Selvfølgelig har nogle lettere ved det end andre. Jeg havde for eksempel en mor, der var utrolig til den slags. Hun havde et fantastisk sind, og virkede som en magnet på mennesker, fordi hun havde sådan en god energi.

Selv har hun med sit lattermilde væsen formentlig også arvet noget af moderens glædestalent.

Men sidder man og er i lidt dårligt humør, kan man lave et lille eksperiment, foreslår hun.

– Selvom man ikke synes, der er noget som helst at smile af, kan man trække mundvigene op og så gå lidt et stykke tid sådan der, siger hun og trækker et øjeblik munden opad, så den danner en halvbue i ansigtet.

– Så går der ikke ret langt tid, så finder man et eller andet, man faktisk godt kan smile af, siger hun.

– Men jeg tror også meget på, at man kan træne sig i at blive mere opmærksom på det, der løfter energien i stedet for det, der trækker den ned.

Hvor finder du så selv glæde i hverdagen?

– Jeg finder glæden i hverdagen med min elskede Frits, venner og familie!

– Og så finder jeg for eksempel også glæde ved at skabe noget som mine billeder. Det tror jeg er tilfældet for de fleste mennesker, som sidder med noget kreativt. Det er sådan set fuldstændig lige meget, hvad det er. Og om man kalder det kunst eller ej, er også lige meget. Men når man fordyber sig i noget, hvor man går op i det og tiden forsvinder – og man tænker: ”Gud, hvor er tiden blevet af?”

– Det er jo en tid fyldt med glæde.

Blå bog

Nana Sofia Gitz-Madsen. Født 1950. Papir- og billedkunstner. Datter af kunstneren Aage Gitz-Johansen. Uddannet børnebibliotekar, ligesom hun har en uddannelse i zoneterapi og akupunktur. Har gennem en årrække haft sin egen helseklinik i Aarsdale. Gift med Frits, der er en glad spillemand. Sammen har de to voksne børn.