'Jeg kan godt lide, når journalistik ikke bliver for højtidelig'

'Jeg kan godt lide, når journalistik ikke bliver for højtidelig'
Foto: Jakob Jepsen
Tirsdag 11. maj 2021 • 06:03
Tirsdag 11. maj 2021 • 06:03

DAGENS NAVN Niels Vesterlund Mathiesen er 26 år gammel og netop flyttet til Bornholm for at arbejde som journalist på Bornholms Tidende.

Hvor længe har du boet på Bornholm?

– Siden lørdag klokken 18, hvor jeg kom ind med færgen. Jeg pakkede officielt ud i går (søndag, red.).

Hvad er dit forhold til Bornholm?

– Jeg har været her på en familieferie i 2015 med min fars side af familien. Vi er på sådan en tur med alle fætre og kusiner hvert år, og i 2015 var det så på Bornholm. Vi boede på en campingplads i Allinge og var ellers rundt og se et par rundkirker og klipper, sådan en klassisk bornholmertur, tror jeg. Og så har jeg vist været her engang som spæd, men det kan jeg jo af gode grunde ikke huske.

Hvad har fået dig til Bornholm nu?

– Jeg så jobbet og tænkte, at det var en sjov og spændende mulighed. Et lille eventyr. Og så ville jeg gerne lave lokaljournalistik og klassiske nyheder, så derfor søgte jeg stillingen.

Hvorfor vil du gerne lave lokaljournalistik?

– Jeg kan godt lide de små, skæve historier, som man ikke hører i de landsdækkende medier. Jeg kan godt lide, når det ikke bliver for højtideligt. Og så er det fedt at skulle skrive lidt om alt og snakke med mennesker. Alle har jo en historie at fortælle, så jeg glæder mig egentlig bare til at komme i gang.

Hvad har du fundet at bo i?

– Jeg har lejet et lille hus i Rønne af nogen, der hellere ville leje ud til mig end til turister, og som gerne ville hjælpe mig. Det var der faktisk mange, der gerne ville. Jeg fik en annonce i avisen og så var der en del, der ringede til mig. Så det var virkelig skønt.

Hvad har du tidligere lavet?

– Det her er mit første job som journalist, men i min praktiktid var jeg hos Institut for Menneskerettigheder i København. Jeg var vist det, man kalder pressekonsulent. Jeg hjalp med at få rapporter ud over stepperne til medierne, jeg var med til at skrive den årlige beretning, og så skulle jeg egentlig have været på Folkemødet og en tur til Libanon, men det blev aflyst på grund af corona. Så blev jeg på Christianshavn og lavede en masse pressearbejde. Det er jo lidt at være på "the dark side", i hvert fald når man er journaliststuderende. Man sidder på den anden side af bordet og er den irriterende pressekonsulent, der siger "send mig en mail". Men da jeg kom til Institut for Menneskerettigheder, gav det meget god mening. Der er mange journalister, der ringer og ikke helt ved, hvad de vil, eller hvem de skal snakke med, og det kunne jeg så hjælpe dem med at finde ud af. Det var godt og lærerigt i hvert fald.

Hvad laver du, når du ikke arbejder?

– Jeg plejer at bruge en god del tid på at lave mad. Og så har jeg spillet fodbold og tidligere badminton. Jeg har taget min fars racercykel med herover, og jeg har planer om at skulle ud at bruge den. Måske skal jeg også spille lidt fodbold.

Hvilken type mad kan du godt lide at lave?

– Alt muligt. Der er ikke som sådan et verdenskøkken, jeg bedst kan lide. Men jeg var skiguide i Italien engang, så jeg er blevet glad for det italienske køkken, velvidende at det ikke er sundt at spise pasta hver dag. Jeg er vokset op i en familie, hvor vi altid har været glade for mad og tænkt meget på mad. Vi er fire brødre, så der skulle meget mad til.

Hvad er dine forventninger til din tid på Bornholm?

– Jeg håber, jeg får en god og travl sommer, hvor jeg får mulighed for at opleve Folkemødet, få arbejdet en masse og få nogle dejlige oplevelser på Bornholm. Også inden alle turisterne kommer. Jeg vil gerne ud og spise noget god mad, og så bliver det ellers bare noget med at cykle rundt og opleve øen. 

Niels Vesterlund Mathiesen


Alder: 26 år
Opvokset i: Bolbro, Odense
Flyttet fra: København Ø
Kæreste med: Kathrine
Fritidsinteresser: Badminton, fodbold og sport i det hele taget. Mad og vin er også skønt.

FÅ ABONNEMENT