Hvad er det mærkeligste, du har fundet på dine gåture?
– Noget af det mest underlige er, at folk kan finde på at medbringe hundeposer og samle op efter deres hund, binde knude på posen og så simpelthen smide posen på jorden i stedet for at smide det i skraldespanden. Det er meget, meget mærkeligt, synes jeg. Men jeg undrer mig også altid, når jeg finder tøj, for hvordan kan man glemme sit tøj? Så plejer jeg dog at hænge det i nærheden, så folk kan finde det, hvis de kommer tilbage efter det. En dag mens jeg gik og fejede, kom en bil forbi, og chaufføren smed et cigaretskod ud af vinduet lige foran mig, og så parkerede han lidt længere nede ad vejen. Der samlede jeg det simpelthen op og gik ned til ham og sagde: Du tabte vist noget. Så smed han det op på ladet af sin bil – stadig ikke i skraldespanden, men der er jeg ligeglad. Det er hans bil, så det bestemmer han selv, men jeg håber da ikke, at folk smider skrald hjemme på gulvet hos dem selv på samme måde, som de gør i byen. Så kan det ikke være til at holde ud at leve i.
Hvad håber du på at opnå med din frivillige indsats?
– Jeg håber da, at jeg kan inspirere flere til at ramme skraldespanden og askebægeret. Og at folk får øjnene op for, hvor forfærdeligt det ser ud, når der ligger skrald rundt omkring i byen. Det er rigtig godt, hvis flere butikker også griber kosten og lige starter dagen med at feje – men det falder altid tilbage på den, der smider skraldet. Faktisk synes jeg, at de fra kommunens side er rigtig gode til at tømme skraldespandene, og det er jo en betingelse for, at man kan komme af med sit skrald; at der er plads i skraldespanden. Den anden dag, da de skulle tømme skraldespanden ved busskuret, stod der fire tomme pizzabakker under bænken. Dem tog de heldigvis med, men jeg synes, det er noget svineri, at nogen har efterladt dem der.
Hvad tror du, der skal til for, at vi bliver bedre til at smide skraldet i skraldespanden?