Hun vandt lederprisen i 1980

Hun vandt lederprisen i 1980
Karna Vedsegaard blev 90 år. Privatfoto
MINDEORD | Torsdag 7. marts 2024 • 05:30
Holger Larsen
Journalist
MINDEORD | Torsdag 7. marts 2024 • 05:30

Karna Vedsegaard fra Nexø er død efter et langt og aktivt liv.

Karna Vedsegaard, Nexø, er død. Hun blev 90 år.

Hun boede i det meste af sit lange liv i Nexø, hvor hun voksede op i Åsen og endte sine dage på Nørremøllecentret.

Karna Vedsegaard boede i en periode med sine forældre i København. Hun blev i 1953 gift med Preben Vedsegaard, og de flyttede først til Hjørring i Nordjylland og derefter til København, hvor begge døtre, Mie og Lene, er født.

Ægteskabet holdt ikke, og Karna Vedsegaard vendte tilbage til Bornholm med de to piger i slutningen af 1950’erne.

Karna Vedsegaard kom efter sin realeksamen i lære som apoteksassistent, men på grund af en graviditet blev hun ikke færdig med uddannelsen. Hun kom dog alligevel til at arbejde på Nexø Apotek i over 30 år – som bogholder.

Atletik og ridning

Karna Vedsegaard var som helt ung dygtig til atletik og har vundet flere bornholmsmesterskaber i løb, længdespring og syvkamp.

Hun kom senere i gang med ridesporten. Hun var først kasserer og siden formand for Nexø Rideklub i mange år og var en af drivkræfterne bag etableringen af Nexø Ridehal, som hun også var formand for i en årrække.

Den indsats førte frem til, at hun i januar 1981 modtog Bornholms Tidendes Lederpris 1980.

Hun underviste også klubbens små ryttere, og ved overrækkelsen af lederprisen blev også den del af arbejdet fremhævet.

Karna Vedsegaard prioriterede fritiden og sine interesser højt, og når der vankede lønforhøjelser, valgte hun i stedet at gå ned i arbejdstid.

– Hun har altid været sej og positiv og har fået det mest utrolige ud af alting, både af livet og økonomisk, og hun har opfostret to børn alene, hvilket ikke var almindeligt på det tidspunkt, siger Mie Vedsegaard.

Karna Vedsegaard bevarede tilknytningen til ridehallen i mange år og mødtes der med to andre ældre en gang om ugen for at ordne forskellige ting.

Hjælpearbejde

På sine gamle dage kastede hun sig over at rejse ud i verden for at opleve, blandt andet i Indien og Kina.

Rejserne til Mali i Afrika med organisationen International Kontakt blev noget helt specielt for hende. Her var hun med til at lave hjælpearbejde, og blandt andet brugte hun sine evner til håndarbejde ved at hjælpe de afrikanske kvinder at sy på symaskiner.

Karna Vedsegaard boede på Lærkevænget i Nexø fra 1968 og helt frem til november 2023, da hun flyttede ind på Nørremøllecentret.

Karna Vedsegaard efterlader sig to døtre, fire børnebørn (der elskede at komme på ferie hos mormor) og otte oldebørn.

 


 


Karna Vedsegaard boede i mange år i Lærkevænget i Nexø. Privatfoto

 

Følg debatten på facebook!

BOMBERNE UNDER OVERFLADEN

Et lokalt problem – et internationalt ansvar

Et lokalt problem – et internationalt ansvar

65.000 ton kemiske våben ligger på havbunden ud for Bornholm. Vi kender risikoen – nu skal Danmark og Europa handle.
Østersøen skjuler muligt giftigt krigsarsenal
NYHED | ABONNENT

Østersøen skjuler muligt giftigt krigsarsenal

80 år efter Anden Verdenskrig er der fundet kræftfremkaldende stoffer fra eksplosiver i skaldyr og andre dyr i Østersøen ud for Tysklands nordkyst.
FÅ ABONNEMENT