Han var der for sin familie og for sit parti

Han var der for sin familie og for sit parti
Verner Landin. Arkivfoto: Jacob Jepsen
NYHED | 12. FEB 2024 • 09:05
Holger Larsen
Journalist
NYHED
12. FEB 2024 • 09:05

Verner Landin, der i mange år var formand for LO-Bornholm, er død. Han blev 82 år.

Verner Landin kom fra Klemensker, hvor han gik i skole – hver anden dag – på Kirkeskolen. Han uddannede sig som automekaniker og arbejdede i en årrække i branchen – afbrudt af militærtjeneste.

Men Verner Landin huskes først og fremmest for sine mange år i fagbevægelsen og i politik.

Han havde den politiske overbevisning med fra hjemmet. Hans far, Svend Landin, var socialdemokratisk medlem af både sognerådet i Klemensker og amtsrådet.

Verner Landin meldte sig som 14-årig ind i DSU og som 18-årig i Socialdemokratiet. Det tilhørsforhold var der ikke tvivl om.

– Jeg har altid været stolt af at være socialdemokrat, og det er andre, der kommer til at melde mig ud, sagde Verner Landin til Tidende, da han fyldte 80.

Æresmedlem

Han var med i Rønne Byråd i mange år og havde derefter en periode i Bornholms Amtsråd. Han var derefter i en årrække formand for Socialdemokratiet Rønne-Hasle og blev æresmedlem, da han stoppede i 2014, men fortsatte som bestyrelsessuppleant.

Verner Landin startede karrieren i fagbevægelsen som kasserer i Metal Bornholm i 1973. Han kom i 1987 til tops i den bornholmske fagbevægelse, da han blev valgt som formand for LO-Bornholm. Han sad på den magtfulde post frem til 2004, da han gik på pension.

– Jeg syntes, at jeg havde haft opgaver nok i fagbevægelsen, så da jeg stoppede i LO, var det min klare mening, at jeg ikke skulle have flere hverv, sagde Verner Landin, der imidlertid lod sig lokke til at stille op til ældrerådet og kom til at være med her i 16 år.

Han sluttede i 2021 efter 39 år som folkevalgt.

Et hjertebarn

Verner Landin fortsatte som formand for Faglige Seniorer Rønne, indtil han sidste år måtte kaste håndklædet i ringen på grund af sygdom.

Efter de mange år med politik og fagbevægelse, blev Faglige Seniorer (fagbevægelsens ældreorganisation) et hjertebarn for Verner Landin i hans pensionistliv.

– Her møder man ældre mennesker, der er meget taknemmelige og glade for, at man vil gøre et stykke arbejde, som vi i fællesskab kan have glæde af, sagde Verner Landin.

Her var han med til at lave masser af aktiviteter for de over 1.000 medlemmer i Sagahuset i Rønne, og han og Grete nød især at komme ud på de ugentlige gåture, hvor man om sommeren havde madkurven med ud i det grønne.

Grete var med

Verner Landin blev gift med Grete fra Sandvig i 1965, og selv om det har været Verner Landin, der har været ansigtet udadtil, har Grete altid været med – både politisk og i Faglige Seniorer og i mange andre sammenhænge.

– Det var fælles projekter med far som drivkraften og mor ved siden af. Sådan var det også med kolonihaven, siger datteren Sanne Landin.

– Far gik op i relationer og var god til at snakke med folk. Han var meget engageret i Faglige Seniorer, i Socialdemokratiet og i familien. Vores forældre har altid været der for os børn og vores familier, og de smed alt hvad de havde i hænderne, hvis vi havde brug for deres hjælp. De har altid nydt samværet med familien, siger Sanne Landin.

Man blev på sin plads

Sanne Landin fortæller også om en far, der var af den gamle skole. Man blev på sin plads.

Han lagde ikke skjul på, at han havde det svært med partihopperi, og at topjob og lederposter er blevet til karrieremuligheder for nogle, der ikke har deres rødder i fagbevægelse og politik.

– Den udvikling og det faldende medlemstal i fagforeningerne bekymrede ham, siger Sanne Landin.

Grete og Verner Landin boede i mange år i stort hus og med stor have på Strandvejen i Rønne. For godt 10 år siden flyttede de til en mindre lejebolig med en mindre have på Midgårdsvej i Rønne, hvor de var meget glade for at bo.

Grete og Verner Landin fik tre døtre. De havde i 2018 den sorg at miste Lone.

Verner Landin efterlader sig sin hustru Grete, døtrene Sanne og Jytte, samt svigerbørn, børnebørn og oldebørn.