Froberg: Magt forpligter – også for Tidende

Froberg: Magt forpligter – også for Tidende
Christian Froberg er ikke tilfreds med Tidendes leder om affaldsøer. Foto: Torben Kofod Ager
KOMMENTAR | DEBAT | Torsdag 13. marts 2025 • 19:00
Af:
Christian Froberg Dahl
Ekkodalen
KOMMENTAR | DEBAT | Torsdag 13. marts 2025 • 19:00

Kære redaktør!

 

Jeg har fuld forståelse for at pressen skal være ”den fjerde statsmagt” og konstant være i haserne på den lovgivende, udøvende og dømmende magt i vores samfund. Sådan skal det være.

Men det fritager ikke pressen for samtidig at udvise en passende konduite mellem kritik af myndigheder og krænkelse af enkeltpersoners integritet - og da slet ikke i et nærsamfund som det bornholmske.

Præcis den balance synes jeg Tidende igen og igen har svært ved at finde. Det er synd, for det fjerner fokus fra det journalistiske arbejde og selve sagen, at avisen samtidig i dagens leder hiver navngivne enkeltpersoner fra embedsværket gennem en offentlig udskamning. I dette tilfælde projektleder Michael Boldt fra Bofa.

Ikke i orden

Det er ikke i orden, Hr. Gravgaard!

Avisen overgør sin opgave ved at udskamme navngivne embedsfolk, der helt sikkert gør deres bedste for at passe deres arbejde. I et tæt lokalsamfund som vores, så er vi særligt forpligtede til at respektere hinandens privatliv - måske særligt vores offentligt ansatte, der hverken kan, bør eller skal forsvare deres eget navn og mæle i pressen.

Kritiser den, der kritiseres bør

Avisen burde i stedet rette sin kritik mod politikerne, der er overordnet ansvarlige, og dermed også bolværk for de mennesker, der er sat til at udføre de politiske beslutninger, som kommer derfra.

Avisen, der slår sig på at være bornholmernes samlingspunkt (Sammen om Bornholm), er med den vision måske endda ekstra forpligtet til at bidrage positivt til øens udvikling. Det gør man altså ikke ved at sætte vores embedsfolk i offentlig gabestok. Tværtimod bidrager det måske kun endnu mere til at øge sygefraværet og den ”0-fejls-kulur” som presser vores offentligt ansatte ud i for eksempel sygefravær, hvilket igen belaster kommunens økonomi drastisk -. og så kører spiralen igen nedad.

Gode historier i stedet

Engang imellem kunne man ønske sig, at avisen måske beskrev de tusindvis af gode historier, som der også må være, og i det hele taget tager et medansvar i at få vendt udviklingen på vores herlige, - landsdel. For som avisen måske husker …

”Hvis der er mange huller i osten, må der også være meget ost”.

Chefredaktøren svarer

Kære Christian Froberg Dahl,

Tak for at påpege en fejl i Tidendes leder i går. Det er nemlig helt forkert af os at kritisere Bofas projektleder for etablering af affaldsøer på Bornholm.

Vi har normalt som princip, at vi netop kun kritiserer politikere, chefer og andre, der selv har valgt at stille sig frem i offentligheden og tage ansvar. I denne sag skete fejlen, da projektlederen netop stod frem og fortalte om sit arbejde i en artikel.

Kritikken i lederen er slet ikke ment som en kritik af den pågældende projektleder, men af den tragiske affaldssituation, som Bornholm er endt i med en regionskommune, bestående af Bofa og Byg, der trods god tid og kendt viden, ikke formår at løfte opgaven til tiden eller prisen for de borgere, der betaler dem.

Tidende bidrager hver eneste dag konstruktivt til det bornholmske samfund med solstrålehistorier om for eksempel lokalt kaffekøb, engagerede borgere, selvstændige og ildsjæles projekter på Bornholm.

Men jagten på den konstruktive og ofte også positive fortælling må ikke censurere dækningen af vores samfunds problemer og udfordringer. Uden kritisk og troværdig journalistik er vi ikke den frie publicistiske presse, der er vores mission for Bornholm.

Vi skaber hver dag oplyst demokrati ved netop både at fortælle om de fantastiske oste og om de relevante huller, der måtte være i dem. Gennem fælles viden og kritisk dækning af magthaverne bidrager vi til det sammenhold, som er så vigtigt for os alle.

Tak fordi du holder os på sporet.

Kristoffer Gravgaard, Chefredaktør, Tidende

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT