Gudrun fik sin fødselsdagssang

Fredag 8. november 2024 • 05:30
Holger Larsen
Journalist
Fredag 8. november 2024 • 05:30

Gudrun Andersen, tidligere lærer og bibliotekar ved Knudsker Skole, er død.

Gudrun Andersen, Rønne, døde på sin 97 års fødselsdag og nåede at få fødselsdagssangen med, inden hun sov ind.

Det lange liv startede på en gård i Arentsminde i Nordjylland. Her havde hun to yngre søskende at tage sig af og pligter på gården.

Gudrun Andersen kom allerede som 13-årig ud at tjene, men havde andre planer med livet. Hun ville være lærer, og det var på Ranum Seminarium, hun mødte Knud Andersen. De blev gift i 1949.

Da Knud var officer, var Gudrun lotte i hjemmeværnet. Det var dog lærergerningen, der trak, og de flyttede til Hjørring, hvor de begge fik job. Her kom først Lene til verden, og fem år senere kom Ebbe til.

Efter cirka 15 år i Hjørring skulle der ske noget nyt. Knud fik job som skoleinspektør og Gudrun som lærer (senere også bibliotekar) på Knudsker Skole. Teltpælene blev rykket op, og familien flyttede til Bornholm i sommeren 1963.

Den store afstand var ingen hindring for, at hun bevarede en tæt tilknytning til den øvrige familie.

Børnene havde en særlig plads i Gudrun Andersens hjerte. Hun sørgede altid for at være fagligt opkvalificeret, så hun kunne sikre dem det bedste fundament i livet.

Kunne tale med alle

I 1950’erne blev familien udvidet med to plejebørn fra Tyskland, og i 60’erne var det børn fra Grønland, der var på skoleophold på Bornholm, der blev en del af familien. Gudrun Andersen formåede at holde kontakten med nogle af dem til det sidste.

Kristendommen har været Gudrun Andersens fundament i livet. Særligt tilhørsforholdet til Knuds Kirke og menigheden her fyldte hende med glæde og gav livsmod i svære tider.

Gudrun Andersen havde evnen til at kunne tale med alle og være nærværende og interesseret. Det har præget hendes engagement i interesser og frivilligt arbejde.

Hun har været på højskoleophold, udført nødhjælpsarbejde i Ukraine, arbejdet i genbrugsbutik, været aktiv i Aglow (et kristent fællesskab for kvinder), i bibelkreds, dyrket slægtsforskning og blomsterbinding, gået på it-kurser, svampejagt og nærmest været selvforsynende med sin biodynamiske have.

Årets højdepunkt

Gudrun Andersen har rejst i mange lande, og særligt sommerhusferien gennem 30 år er blevet et årligt højdepunkt for hele familien, hvor der knyttes bånd mellem unge og gamle.

Et godt naboskab har betydet meget for hende. Det havde hun og Knud Andersen gennem mange år på Hedebovej i Knudsker, og det fik Gudrun Andersen senere på Smålandsvej i Rønne.

Knud Andersen blev efter årene som skoleinspektør i Knudsker skoledirektør i Rønne, han var engageret i politik og formand for Knudsker Menighedsråd. Knud Andersen døde i 2007.

Gudrun Andersen efterlader sig to børn, to børnebørn og fem oldebørn.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT