Han spiller bridge i både Nyker-Klemensker og Hasle-Rutsker bridgeklubber, og han spiller 60+ bordtennis i Nyker.
– Jeg leger mig igennem livet, griner Arne T. Kofoed, der fylder 75 år lørdag den 29. januar.
– Jeg sidder også i bestyrelsen i Gudhjem Svømmehal. Jeg har været med fra svømmehallens start, og jeg var sammen med Hans Hansen og Hans Jørgen Jensen med til at få Gudhjem Svømmehal i gang igen efter konkursen i 1999. Det var med god hjælp fra Sparekassen Bornholms Fond, fortæller Arne T. Kofoed.
Fødselaren kommer fra Lobbæk, hvor han er vokset op med tre søskende. Her drev hans far, Louis Kofoed, i mange år Lobbæk Byggeforretning.