Selvstændig købmand og kunstmaler Richard Westh-Jensen, Amager, fylder 40 år den 17. marts.
Richard Westh-Jensen er vokset op i Rønne og har gået i Rønne Privatskole. Han gjorde sine første erfaringer med butikslivet som flaskedreng i Netto i Rønne, og måske hans evner inden for købmandsfaget ligger ham i blodet, da han er barnebarn af Købmand Henning Jensen, som drev købmandsbutik i Nørregade i Rønne.
Da Richard Westh-Jensen havde aftjent sin værnepligt ved Den Kongelige Livgarde, fik han arbejde hos Netto og var de næste 16 år butikschef i otte Netto-butikker i København og omegn.
Han er ofte blevet sat ind som problemknuser i butikker, der ikke kørte så godt, for at få dem på ret køl. I 2011 blev han kåret som "Årets Købmand" i Netto Danmark. Han har i en periode været konstitueret distriktschef, og han endte sin karriere i Netto som senior manager.