Farvel som ø-lærer: 'En svær beslutning'

Farvel som ø-lærer: 'En svær beslutning'
Lærer Maja Feenstra kommer allermest til at savne ø-livet i vinterhalvåret. Privatfoto
DAGENS NAVN | Tirsdag 30. april 2024 • 05:30
Af:
Marie Emilie Hofman
DAGENS NAVN | Tirsdag 30. april 2024 • 05:30

Hun er et kendt ansigt som lærer på Christiansø skole. Efter otte år flytter Maja Feenstra og familien nu fra øen. Var det dog ikke for det manglende skoletilbud for hendes drenge, var hun blevet.

Hvad er baggrunden for, at du nu stopper?

– Vi savner at bo sammen som familie med alle vores tre drenge. Min ældste dreng, der går i 10. klasse, er allerede flyttet fra øen, og næste år ville min næstældste også skulle flytte herfra, når han starter i 8. Så til efteråret så vi ind i kun at have et barn hjemme og med tanke på, at vi flyttede hertil for at få mere tid sammen som familie, så giver det ikke længere mening for os. Men det har været en svær beslutning, for jeg har været meget glad for at bo her og glad for mit job.

– Vi har boet her i otte år, så det er hele mine børns barndom. Men det er jo bare et grundvilkår her på øen, at der ikke er et skoletilbud til mere end 7. klasse, og det har både vi og vores drenge været indforstået med fra start.

Hvorfor søgte du jobbet i sin tid?

– Jeg havde en studiekammerat fra seminaret, som blev skoleleder herude. På et tidspunkt spurgte jeg i sjov, om han manglede en dansklærer, og det gjorde han. Heldigvis var min mand frisk på at komme med.

– Vi flyttede fra København, hvor jeg kom fra en kæmpestor folkeskole med 900 elever, så det var noget af en kontrast. Men vi så det som en mulighed for at prøve noget helt andet. Som et eventyr. Og komme tættere på naturen og være sammen som familie.

Hvordan oplevede du at lande på en lille ø i vinterhalvåret, når man kom fra København?

– Jeg har faktisk altid foretrukket vinterhalvåret herovre. Hvor vi bare er os selv, og der er bedre tid og ro til at være sammen. Både med familien men også med de andre på øen. Sommerperioden kan godt blive meget travl med alle de turister, der besøger os.

Hvordan føles det at gå fra et arbejde i storbyen til et lille øsamfund, hvor du er så tæt på dine elever og deres forældre?

– Det synes jeg egentlig ikke har været det helt store problem. Fordi det er jo et vilkår for alle herude. Vi er vant til, at man har flere kasketter på. At selv om man har fri, så er man også tømreren, elektrikeren eller læreren for mit vedkommende. Og jeg synes faktisk, at der er sådan en god forståelse for, at når man har fri, så er man også bare en øbo som alle andre.

Nu har du arbejdet her i otte år - hvordan ser du tilbage på din tid på øen?

– Jeg føler mig så privilegeret. Vi har det ret unikt med god tid til vores elever og er tæt på alle børn. Skolen har også en fin økonomi, og fordi vi er så lille et samfund, så har der været meget kort fra idé til handling. Både hvis materialer skal købes, eller hvis man pludselig får en idé. En idé om en læsedag kan hurtigt blive til en udflugt med overnatning på biblioteket med en enkelt opringning til bibliotekaren.

Kan man sige, hvordan en typisk skoledag ser ud på Christiansø skole?

– I virkeligheden har vi ikke så mange typiske dage. Kalenderen er fyldt godt op med både lejrskole tre gange om året og en lang række temadage. Men vi starter altid dagen med fælles morgensamling, hvor vi synger en sang og snakker om, hvad der rører sig på øen. Herefter går vi hver til sit med børnene opdelt fra 0. til 3.klasse og fra 3.-7., i frokostpausen kl. 12.15 går alle på øen hjem og spiser, og så mødes vi igen om eftermiddagen.

Hvad er dit bedste minde fra din tid på Christiansø?

– Et rigtigt godt minde var engang fik lov til at låne Fyrtårnet. Det var en dag i efteråret, hvor mig og eleverne sad deroppe, mens stormen rasede, og regnen slog vand ind på ruderne. Vi læste en bog om en gammel mand, der ledte efter en hval oppe i en norsk fjord, og imens kunne vi spejde ud mod havet og selv kigge efter hvaler. Det var skønt at kunne give børnene sådan en litteraturoplevelse. Men generelt har der bare været så mange gode minder. Også personligt, hvor min familie og jeg har fundet utrolig meget værdi i den tid, ro og forbindelse til naturen, der er herovre.

Hvad skal der nu ske?

– Vi har købt hus på Sydfyn, så der flytter vi hen nu. Min mand arbejder hjemmefra som programmør, så han tager bare sit job med. Og jeg ved endnu ikke, hvad der skal ske for mig jobmæssigt.

Maja Feenstra

47 år

Født i Ringsted og bosat på Christiansø frem til efteråret

Uddannet lærer fra seminaret KDAS med linjefag dansk og idræt

Ansat i 8 år som en af Christiansø Skoles fire lærere, der har 16 elever

Står for dansk og underviser desuden tysk, hjemkundskab og idræt i indskolingen (0.-3.klasse)

Gift med Peter og sammen har parret sønnerne Halfdan, 16, Birk, 13, Skjold, 10



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT