Farvel fra ven og gammel natfærgekamp-kollega

Hanne Nimskov skriver mindeord om tidligere folketingsmedlem Joan Erlandsen.

Fredag den 4. april fik jeg besked fra din datter om, at nu var du sovet ind, du var draget videre i fred.

Det var på mange måder en lettelse at læse, for det har været en hård og barsk periode, du har gennemlevet de senere år med en sygdom, der kom snigende og tog bo i dig.

Parkinson er en grim og opslidende sygdom, som også er hård at opleve for de pårørende. Du fik ovenikøbet den atypiske form for Parkinson, PSP og CBS, som tog dit sprog, men ikke evnen til at forstå, hvad der foregik omkring dig.

Da jeg så dig sidste sommer, kunne jeg næsten ikke kende dig – for den store og stærke Joan var svundet ind til en næsten uigenkendelig lille og tynd Joan. Men øjnene var der stadig, dine stærke og smilende øjne, som jeg genkendte straks. Disse varme og kærlige øjne, der kiggede på mig, da vi krammede hinanden. Joan var stadig der inde.

Et særligt venskab

Vi lærte hinanden at kende gennem politik, og mødtes via kampen for vores elskede natfærge, som jeg indædt kæmpede for som græsrodsbornholmer og du som Venstre-politiker på Bornholm og medlem af kommunalbestyrelsen.

Du respekterede mine holdninger, og at jeg bestemt ikke var til partiet Venstre. Men vi talte fortroligt og respektfuldt sammen, og fik et særligt venskab via vores kamp for at bevare Bornholms livsnerve til og fra København, natfærgeforbindelsen. En kamp vi desværre ikke vandt.

Kampe på Christiansborg

Da du blev valgt til Folketinget for Venstre på Bornholm, fortsatte vores gode snakke, og jeg husker med stor glæde dine dejlige julekort, du sendte til mig hvert år fra Folketinget.

Du var både en gæv og klog kvinde, der ikke slog op for bollemælk, som det hedder, når man ikke finder sig i noget! Og det gjorde du nemlig ikke, du sagde til og fra, højlydt og tydeligt. Det havde jeg stor respekt for, og jeg ved at du bestemt også måtte kæmpe dine kampe på Christiansborg, hvor der desværre blev lagt mange landminer ud for dig af dit eget parti.

Jeg tager hatten af for, at du stod fast og ikke lod dig vælte omkuld af de politiske giftigheder, du blev udsat for i Venstre. Jeg forstod til fulde, at du til sidst meldte dig ud af partiet.

En stærk kvinde

Jeg var rigtig glad for at kende dig og nød vores gode samtaler om alt mellem himmel og jord. Du var bare sådan en stærk kvinde med ben i næsen, og man kunne sagtens slå sig på dig – hvad nogle partikollegaer også måtte sande.

Nu er du draget videre og har fået fred for dine smerter og den forfærdelige sygdom. En stor tak, kære Joan, for alt det du gjorde for Bornholm, og en varm tak for at være en god og særlig ven.

Jeg ved, at du også var en rigtig god og kærlig mor til dine tre elskede børn, en sød og omsorgsfuld bedstemor til dine skønne børnebørn og ikke mindst en helt særlig livsledsager til din kære John. Du var bare så meget et godt og ordentligt menneske. Du elskede livet, som du levede fuldt ud og satte kærligheden til din familie højest.

Min varmeste medfølelse til familien.

Æret være Joan Erlandsens minde.