Erik A. Larsen fylder 75: Det er et cirkus – men jeg er stadig medlem af Venstre

Erik A. Larsen fylder 75: Det er et cirkus – men jeg er stadig medlem af Venstre
Erik A. Larsen har gennem hele sit liv været særdeles aktiv i det lokale. Dels som idrætsmand, dels som politiker. Arkivfoto: Jacob Jepsen
NYHED | ABONNENT | 27. SEP 2022 • 05:30
NYHED | ABONNENT
27. SEP 2022 • 05:30

Tidligere major, Venstre-politiker og idrætsleder – og efterhånden mangeårig formand for Ældrerådet på Bornholm – fylder 75 onsdag den 28. september.

Henning Larsen, kendt fra folkemusikduoen Henning og Ann-Katrin, udgav sidste år erindringsbogen 'Toget kom, og Nybro blev til Østerlars'. Her fortæller han blandt andet om faren – Christian Larsen, som drev hotellet i Østerlars i mange år – var opvokset som plejebarn på Vestergaard i Østerlars.

– Det er samme gård, som jeg voksede op på. Og der skriver Henning på side 21 i sin bog, at adoptivbarnet var noget bedre stillet, fordi han var adopteret. Og det adoptivbarn, det var mig, siger Erik A. Larsen.

Alle vidste det – undtagen mig

Og det er ganske rigtigt også det, der fremgår af de officielle kilder. I opslagsværket Klippeøens Mænd og Kvinder, som er det bornholmske svar på Kraks Blå Bog, står Erik Ancher Larsen opført som søn af Edvard og Ellen Larsen. Gift med Marianne Riemann Larsen i 1974 og far til Anders og Anne.

Erik A. Larsen, der onsdag fylder 75, fik imidlertid bekræftet, at han var adopteret, da han var 30 år. Han delte historien med offentligheden for fem år siden, da den tidligere stabschef og major ved Bornholms Værn stod foran sin 70-års fødselsdag; At han godt havde undret sig, da en legekammerat engang havde sagt, at hans mor og far ikke var hans rigtige mor og far.

– Når man selv får børn, kommer det tættere på, så jeg skrev til præsten i Allinge. Der gik ikke mere end tre dage, før jeg fik en kopi af min fødselsattest. Der stod navnene på min mor og min far, fortalte Erik A. Larsen, der aldrig nåede at møde sine biologiske forældre. Hans mor døde som ung, hans far ønskede ikke kontakt.

Afsløringen af Erik A. Larsens fortid som adoptivbarn affødte mange positive reaktioner. Men måske ikke så meget overraskelse.

– Især oppe fra Østerlars, hvor jeg er opvokset, har jeg mødt mange, der har sagt, jamen det vidste vi da godt. Så alle har altså vidst, det, undtagen ham det drejede sig om, siger Erik A. Larsen, der først og fremmest føler lettelse over, at alle – inklusive ham selv – nu kan tale frit om et vilkår, som var mere udbredt end man måske skulle tro for 75 år siden.

– Der er mange børn på den tid hvor jeg er født, hvor der ikke var abort, som har haft plejeforældre. Nogle har vidst det, andre har ikke. Men der er mange, der er kommet til mig og har sagt, jeg er også adopteret, fortæller Erik A. Larsen.

Ældrerådets mangeårige stemme

Erik A. Larsen har gennem hele sit liv været særdeles aktiv i det lokale. Dels som idrætsmand, dels som politiker. Fra 1994 til 2002 sad han i byrådet for Rønne Kommune og fra 2003 til 2013 sad han i kommunalbestyrelsen for Bornholms Regionskommmune. Frem til april 2017 var han næstformand i Venstre Bornholm. Derudover har han i mange år bestredet ledende poster og siddet i bestyrelsen for blandt andet Rønne Venstre, DGI Bornholm og Bornholms Idrætsråd.

I dag taler Erik A. Larsen på vegne af Bornholms ældre, når han optræder i medierne, hvilket sker ofte. Senest har den snart 75-årige formand udtalt sig om de varslede skærmbesøg, som ser ud til at blive en del af ældre bornholmeres hverdag i fremtiden.

Erik A. Larsen blev valgt ind i Bornholms Ældreråd for en fireårig periode i 2013.

I anden periode overtog han formandsposten efter Poul Ancher Hansen, og ved det seneste valg i efteråret 2021 slog hans popularitet alle rekorder.

– Jeg sagde til min kone, at hvis jeg bare fik lige så mange stemmer som Inge Lorentzen (tidl. formand, red.) der i 2009 fik over 1.400 stemmer, så ville jeg være glad.

Smalt forlig kan kun give ballade

15.278 borgere over 60 var berettiget til at stemme i oktober 2021, og 44 procent af disse valgte at benytte retten. Da stemmerne var talt op, viste det sig, at Erik A. Larsen havde fået 2.625 personlige stemmer, svarende til næsten 40 procent af de afgivne stemmer.

– Det var helt overvældende. Det var det virkelig. Men det er nok fordi jeg gør noget ved det, når folk ringer. Jeg gør det, jeg kan. Og så er vi er nok meget synlige. Jeg kender det kommunale system og har mange kontakter fra min tid som politiker, og det gør det nemmere for mig, siger Erik A. Larsen.

Han sidder i øjeblikket og arbejder på årets tredje høringssvar til budgetforliget. Først var der høringssvaret til forårets sparekatalog. Så kom et nyt, strammet sparekatalog efter sommeren, og nu er der så forliget, som er indgået af tre partier udenom borgmesteren.

Den form for politik gør Erik A. Larsen træt.

– Sagt meget klart: Jeg forstår det ikke. Et budget, indgået af så snævert et flertal, det synes jeg er problematisk. I al den tid jeg har været med, har vi altid forsøgt at lave de store beslutninger med et bredt flertal. Det der sker nu, det er, at du de næste tre år vil have en opposition, der vil føle sig til overs, og som føler, at de ikke har noget at skulle have sagt. Det kan kun give ballade. Og jeg kan godt forstå, hvis folk synes, det er et cirkus, siger Erik A. Larsen, der dog stadig er stadig medlem af Venstre.

Stor tak til sekretæren

Erik A. Larsen er også stadig formand for Venstres lokale Europa-udvalg. Den 1. september stod det ydermere klart, at han fortsætter som formand for Hjemmeværnets Distriktsudvalg sammen med fire medlemmer af kommunalbestyrelsen. Udvalgets opgave er at godkende eller afslå ansøgninger til optagelse i Hjemmeværnet på Bornholm.

I den forbindelse er der især ét forhold, der ligger onsdagens fødselar meget på sinde.

– Vi har fået en kommunal sekretær, Kell Hansen, der hjælper os, både i Hjemmeværnet og i Ældrerådet, og det er simpelthen det bedste, der er sket længe. Han er fantastisk god til at lave dagsorden og skrive referater og undersøge forskellige sager. Uden ham er jeg ikke sikker på, at jeg havde kræfter til det hele, siger Erik A. Larsen.

Fødselsdagen fejres med en privat komsammen, samt en mandefrokost med sild, snaps og øl.