En privilegeret keramiker for enden af en blind vej

Hans Munck Andersen, den ene halvdel af et kendt keramikerpar i Rø, har rund fødselsdag.

Der har været stille på keramikværkstedet, siden Gerd Hiort Petersen i december faldt og brækkede armen. Men keramikerne på Puggevej i Rø er på ingen måde gået på pension, understreger Hans Munck Andersen.

Keramikerparret i Rø har i mange år nydt stor international anerkendelse, og aldersmæssigt kunne de sagtens have lagt arbejdet på hylden. Gerd Hiort Petersen fylder 86 år senere på foråret, og fredag den 21. april fylder Hans Munck Andersen 80 år.

Men der skal stadig laves mere keramik på værkstedet, som de to har delt op med en halvdel til hver – blandt andet til den årlige Holkahesten-udstilling på Gudhjem Museum. Og så finder kunderne stadig vej til Puggevej, hvor keramikerparrets fælles udstilling i den gamle stald er deres eneste salgssted – bortset fra når de udstiller.

– Vi er ikke er blevet glemt af vores faste kunder, og der kommer stadigvæk nye til. Vi klager ikke, siger Hans Munck Andersen.

50 år på Puggevej

Mens Gerd Hiort Petersen er bornholmer, er Hans Munck Andersen fra Fyn.

– Jeg boede i 20 år på Fyn, derefter 10 år i København. Jeg var 30, da vi flyttede hertil, og den 21. maj har vi boet her på Puggevej i 50 år, opsummerer Hans Munck Andersen.

Man skal køre ad små veje i Rø, før man når frem til de kendte kunstneres ejendom midt i et stykke flot natur ved Rø Plantage.

– Så længe en af os kan køre bil, bliver vi boende her. Vi nyder hver dag. Vi kigger på rådyr og dådyr, og der kommer alle mulige fugle på foderbrættet, siger Hans Munck Andersen.

Der skulle nogle omveje til, før han fandt ud af, at han skulle gå kunstnervejen.

– Mange kunstnere kan fortælle, at de havde en elendig skolegang, og det havde jeg også, og jeg stoppede i skolen efter 3. mellem. Jeg tog det, der hed en handelsmedhjælpereksamen, og så kom jeg i kontorlære i en virksomhed i København i en virksomhed, der fabrikerede cykelventilgummi. Jeg sad på lønningskontoret og regnede akkorder ud på ventilgummi og skrev lange talkolonner med fjederpen.

– Det var et fint, hæderkronet firma, men det kedede mig gevaldigt, så jeg fik lov til at bryde lærekontrakten. Så fandt jeg på, at ville være arkitekt. Men fordi jeg havde en elendig skolegang, startede jeg først i murerlære. Det var jeg i 10 måneder, men måtte opgive på grund af dårlig ryg, fortæller Hans Munck Andersen.

Reklametegner

– Men ligesom Gerd har jeg altid tegnet, og som dreng gik jeg efter skoletid på det Det Fynske Kunstakademi. Så jeg havde en stak tegninger fra akademiet. Dem viste jeg frem på et reklamebureau, og så blev jeg ansat som reklametegner.

– Min første opgave blev at tegne en ny emballage til Nyker Brød. Det er lidt morsomt, når jeg senere skulle havne på Bornholm.

– Men det var også kedsommeligt i længden.

Hans Munck Andersen fandt sin rette hylde, da han på en højskole fik fingrene i leret. Han kom ind på Kunsthåndværkerskolen i København og uddannede sig til keramiker. Han blev ansat som frit arbejdende keramiker på Den Kongelige Porcelænsfabrik, hvor han mødte Gerd Hiort Petersen.

En sej kamp

De to etablerede sig med eget værksted i Rø i 1973. De flyttede til Bornholm med to børn og et på vej, og det var en sej kamp, inden de to slog deres navne fast. Gerd Hiort Petersen blandt andet i kraft af sine syv kirkeudsmykninger, mens Hans Munck Andersen især er blevet kendt for skålene med indfarvet porcelæn.

– Skålene var i mange år min signatur, nu er det lige så meget mine skulpturer, siger han.

– Det store for mig er, at jeg har fået lov til at lave det, jeg gerne ville. Og at der så er nogle, der gerne vil købe det, siger Hans Munck Andersen, der mener, at han er repræsenteret med værker på over 30 museer i 13 lande.

Han har biografier og omtaler i flere bøger og er lige blevet opfordret til at være med i en amerikansk bog om sin specielle teknik med det indfarvede porcelænsler.

– Det er også noget, jeg er glad for – det med, at man står for eftertiden, siger han.

Lidt af et eventyr

– Vi har virkelig været privilegerede, selv om vi bor for enden af en blind vej. Der er alligevel nogen, der har fået øje på os. Vi har oplevet nogle forrygende ting. En gang, hvor vi lige var gået fra værkstedet og ind til frokost, bankede det på døren, og Gerd gik lidt irriteret ud for at åbne.

"Hvad vil De?", spurgte hun.

"Ich bin Franz Adrian Dreier aus dem Kunstgewerbemuseum in Berlin".

– Han kom fuldstændig uanmeldt for at købe nogle ting til museet i Berlin. Det er lidt en eventyr nogle gange, slutter Hans Munck Andersen.