Da Bornholms første kvindelige pottemagerlærling slog sit navn fast

Gerd Hiort Petersen fylder søndag 85 år. Hun har i 49 år delt værksted og bolig med Hans Munck Andersen i Rø, og de er stadig aktive keramikere.

Nogle ydmyge skilte, "Keramik GHP og HMA", leder den besøgende ad nogle små veje i Rø, og der hvor Puggevej slutter, ligger en lille ejendom, omgivet af den mest fantastiske natur. Denne formiddag letter en fiskehejre fra en sø lige ved siden af den smalle vej, og da vi lidt senere står på ejendommens terrasse og kigger ud over engen, står der et hvidt dådyr, som kort efter forsvinder ind i skoven.

Midt i denne idyl, på kanten af Rø Plantage, bor keramikerparret Gerd Hiort Petersen og Hans Munck Andersen. Det har de gjort siden 1973.

– Min far ringede og sagde, at han havde fundet en ejendom, der var noget for os. "Men I må være her inden for 24 timer". Vi tog omgående af sted og skrev under på slutsedlen samme aften. I vores omgangskreds i København sagde man, at der ville gå højst et år, så ville vi være tilbage i storbyen. Men vi har aldrig haft en dag, hvor vi ønskede at flytte herfra, siger Gerd Hiort Petersen, der søndag den 8. maj fylder 85 år.

Fast løn som pensionister

– Vi havde boet på to af de mest befærdede gader i København, og så kom vi hertil, hvor der var så stille, at vi ikke kunne sove de første nætter. Men da vi på et tidspunkt havde vænnet os til at bo her, fik vi næsten dårlig samvittighed. For selv om vi begge arbejdede hårdt, føltes det som at være på ferie, supplerer Hans Munck Andersen.

Ren ferie har det ikke været i de 49 år for parret, der flyttede til Bornholm med to børn og et på vej. Det fremgår også af deres historie, at det har været en sej kamp, inden de to slog deres navne fast og opnåede international anerkendelse – og med tidligere direktør for Bornholms Kunstmuseum, Lars Kærulf Møllers, ord blev "repræsenteret i alle større keramiske samlinger i verden".

Hans Munck Andersen siger også med et grin, at i den branche får man først en fast løn, når man bliver folkepensionist.

Søsteren hjalp

– Vi havde begge lavet et årskrus for Den Kongelige Porcelainsfabrik (i dag Royal Copenhagen, red.). Jeg lavede et i 1971 og fik så meget i honorarer for det krus, at vi kunne købe ejendommen kontant for 60.000 kroner. Det var mange penge dengang, fortæller Hans Munck Andersen

– De første år byggede vi om og byggede værksted, så vi havde ingen indtægter. Det var virkelig hårdt. Min storesøster og hendes mand støttede os, så vi kunne få mad på bordet. Det var meget rørende, siger Gerd Hiort Petersen.

Kruset fra 1971, som betalte ejendommen på Puggevej. Foto: Berit Hvassum

Gerd Hiort Petersens forældre flyttede til Bornholm i 1933, da hendes far, Svend Åge Munk, fik tilbudt en stilling som sagfører, og Gerd Hiort Petersen blev født i Nexø i 1937. Svend Åge Munk var derefter sparekassedirektør på Bornholm i mange år, og familien boede i en kæmpe lejlighed i bankbygningen på Store Torv i Rønne.

– Vi var fire søskende, hvoraf jeg er den sidste, der er tilbage. Min skolegang var rædselsfuld. Jeg klarede mig dårligt i alle fag. Nej, jeg kunne være god i dansk. Men ellers var jeg det dumme barn. Hvad skal der dog blive af hende? Så man kan vel sige, at det er gået meget godt alligevel, mener Gerd Hiort Petersen.

Første kvindelige lærling

Men Gerd Hiort Petersen havde kreative evner, hun tegnede og malede fra hun var helt lille og var inspireret af skoleveninden Mette Munch Petersens forældre, kunstnerne Lisbeth Munch-Petersen og Paul Høm.

– Mine forældre kendte Michael Andersen, og han tilbød mig en læreplads på sin keramikfabrik, og så var det, at hans bror, Daniel Andersen, foreslog mig at tage til akademiet i Wien. Så ham er jeg dybt taknemmelig, siger Gerd Hiort Petersen, der dengang i 1954 var Bornholms første kvindelige pottemagerlærling.

– Når jeg gik over torvet hen til Michael Andersen ved Lille Torv, stod drengene og piftede og hujede.

– Ja, i kedeldragt, supplerer Hans Munck Andersen grinende.

– Det kom til at danne mode, tilføjer Gerd Hiort Petersen.

Hun fortsatte to år efter til Wien i Østrig for at gå på Academie für Angewandte Kunst. Her lærte hun blandt andre Hundertwasser (en af Østrigs mest berømte avantgardekunstnere, mest kendt for Hundertwasserhaus i Wien) at kende.

– Den lavede jeg dernede i Østrig, da jeg var 19 år, siger Gerd Hiort Petersen og peger på en vase med pinseliljer fra haven.

Den Kongelige Porcelainsfabrik

Hjemme igen efter et år i Østrig gennemførte hun uddannelsen på Kunsthåndværkerskolen i København, og blev ansat på Den Kongelige Porcelainsfabrik som fritarbejdende keramiker:

– Jeg fik Axel Saltos gamle værksted, hvor jeg var i otte år. Der delte jeg værksted med Alev Siesbye. Vi var gode venner og arbejdede sammen. Da hun forlod værkstedet, skulle jeg sige ja eller nej til, om Hans måtte blive ansat. Det var der, vi lærte hinanden at kende i 1971. Så gik Hans’ kone fra ham, og min mand gik fra mig. Så trøstede vi hinanden, og nu sidder vi her, smiler Gerd Hiort Petersen.

– Vi var som fritarbejdende ikke en del af produktionen. Så da fabrikken skilte sig af med dem, der var ansat på den ordning, tænkte vi: Hvad nu?

Bornholm var løsningen, var de enige om, for her ville det være billigere at etablere sig end i København. Gerd savnede Bornholm, og Hans var faldet for øen, da han havde været i praktik i Svaneke, mens han studerede.

– Vi var heldige at få tilskud til ovne og drejeskiver, da vi etablerede os her. Vi havde begge to lige nået at markere os med et navn, og så var der folk, der kom og købte hos os. På det tidspunkt var der et tysk klientel med mange penge, som kom til Bornholm i fire-fem uger, og som var interesserede i keramik. De var vores kunder. 90 procent af vores kunder var tyskere. Nu er det omvendt. Nu har vi mange danske kunder og næsten ingen tyskere, siger Hans Munck Andersen.

Hans Munck Andersen, der er 79 år, Gerd Hiort Petersen, der fylder 85 den 8. maj, er fortsat aktive keramikere på deres fælles værksted, som de har delt op i to lige store halvdele. En til hver. Der er er sat store vinduespartier op i den gamle maskinlænge, så naturen nærmest kommer krybende ind. Foto: Berit Hvassum

Kirkekunstneren Gerd

Hvornår kom vendepunktet for jer?

– Jeg vil snarere sige, at det har været op og ned igennem årene. Der var en periode, hvor glasværkstederne kom, og så var der meget fokus på glas. Der var vi keramikere lidt sure. Men nu er der meget fokus på keramik. Det kan vi også mærke. Der kommer folk her, der har gået og luret i årevis på at købe noget hos os, siger Hans Munck Andersen.

– Og har sparet sammen, for vi er ret dyre. Det er vi nødt til at være, når vi bruger så meget tid på at lave så få ting, supplerer Gerd Hiort Petersen.

– Og så har Gerd haft de der kirkeudsmykninger, som har givet godt, og som vi har levet af i perioder.

– Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle blive kirkekunstner. Jeg har udsmykket syv kirker, fortæller Gerd Hiort Petersen.

En af de kirker, som Gerd har udsmykket er Rø Kirke.

– Det var en stor tillidserklæring, som jeg er meget glad for, og vi har altid følt os godt modtaget i lokalsamfundet, siger hun.

– Når der kommer et brev, hvor jeg bliver tituleret kirkekunstner, er jeg ved at falde om af begejstring. Der kan også stå billedhugger eller skulptør og så videre. Men jeg kan bedst lide bare at blive kaldt keramiker, siger Gerd Hiort Petersen.

– Vi er trygge økonomisk. Det kan vi sige nu. Vi har ikke længere de dyre lån, og vi bor billigt, og vi skal ikke anskaffe noget nyt. Vi har de ovne, vi skal have. Jeg har ondt af de unge, der skal etablere sig, for det er vanvittigt dyrt. Jeg er imponeret af de to kvinder, der har etableret sig med Matter på Nexø Havn. Det er meget flot, siger Hans Munck Andersen.

Dronning Margrethe beundrer her under et besøg i 2005 nogle af Gerd Hiort Petersens relieffer fra Ibs Kirke-udsmykningen. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

På værkstedet hver dag

Fra stuehuset går turen over gårdspladsen til de gamle staldlænger, hvor der er indrettet ovnrum, et værksted og en udstilling.

Gerd Hiort Petersen er dårligt gående og støtter sig til to krykker.

– Det er noget med rygsøjlen. Jeg håber, det bliver bedre, siger hun.

Men problemer med benene eller ej, så går turen næsten hver dag ud for at arbejde på værkstedet.

– Jeg gider ikke sidde og ikke lave noget. Der er for det meste invitationer til udstillinger, og der er også bestillinger, siger hun.

I efteråret 2019 var keramikerne fra Puggevej med på en stor udstilling i Hildesheim i Tyskland, hvilket Lars Kærulf Møller kaldte "en fantastisk anerkendelse af det internationale format, som Hans og Gerd har".

Har I noget større på bedding?

– Nej, og det er faktisk meget sjældent, at det er sådan. Men ellers er vi hvert år med i Holkahesten på Gudhjem Museum.

Gerd Hiort Petersen og Hans Munck Andersen har rejst en del rundt i verden for at suge til sig. I dag har de det fint med at køre en daglig tur på Bornholm.

– Vi har virkelig været rundt at kigge på meget. Nu er det som om, at alle indtrykkene har lagret sig, så man behøver ikke at blive ved. Lysten er der ikke så meget længere. Lysten er at være her, og det bliver stadigt stærkere. Vi taler tit om, at hver eneste dag bliver stærkere, siger Hans Munck Andersen.

Keramikerparrets fælles udstilling i den gamle stald på Puggevej. Det er keramikernes eneste salgssted – bortset fra når de udstiller. Her var dronning Margrethe på besøg i 1986, og Hans Munck Andersen husker, at dronningen fik øje på nogle små fodspor i betongulvet. – Der har gået en høne, sagde dronningen, genfortæller han. Foto: Berit Hvassum