Hjemme igen efter et år i Østrig gennemførte hun uddannelsen på Kunsthåndværkerskolen i København, og blev ansat på Den Kongelige Porcelainsfabrik som fritarbejdende keramiker:
– Jeg fik Axel Saltos gamle værksted, hvor jeg var i otte år. Der delte jeg værksted med Alev Siesbye. Vi var gode venner og arbejdede sammen. Da hun forlod værkstedet, skulle jeg sige ja eller nej til, om Hans måtte blive ansat. Det var der, vi lærte hinanden at kende i 1971. Så gik Hans’ kone fra ham, og min mand gik fra mig. Så trøstede vi hinanden, og nu sidder vi her, smiler Gerd Hiort Petersen.
– Vi var som fritarbejdende ikke en del af produktionen. Så da fabrikken skilte sig af med dem, der var ansat på den ordning, tænkte vi: Hvad nu?
Bornholm var løsningen, var de enige om, for her ville det være billigere at etablere sig end i København. Gerd savnede Bornholm, og Hans var faldet for øen, da han havde været i praktik i Svaneke, mens han studerede.
– Vi var heldige at få tilskud til ovne og drejeskiver, da vi etablerede os her. Vi havde begge to lige nået at markere os med et navn, og så var der folk, der kom og købte hos os. På det tidspunkt var der et tysk klientel med mange penge, som kom til Bornholm i fire-fem uger, og som var interesserede i keramik. De var vores kunder. 90 procent af vores kunder var tyskere. Nu er det omvendt. Nu har vi mange danske kunder og næsten ingen tyskere, siger Hans Munck Andersen.