– Jeg var 62 og havde egenlig tænkt, at jeg ville arbejde længere. Men skolereformen gjorde mig mindre glad ved at være lærer. Jeg havde så mange andre interesser. Jeg stod med chance for at blive valgt ind i kommunalbestyrelsen, og jeg besluttede mig for at gøre mere ved arbejdet i de foreninger, jeg er med i, siger hun.
Else Merete Knoop er med i fire bestyrelser – i Foreningen Norden, Europabevægelsen, LOF Bornholm og Røde Kors Bornholm.
– Det spændende er at være med til at gøre en forskel. Jeg er meget optaget af, at vi er på vej fra velfærdsstaten til velfærdssamfundet, hvor det civile samfund kommer til at betyde mere. Vi har bygget en velfærdsstat op, men der er ikke penge i det offentlige til at opfylde alle de behov, vi har i dag. Så bliver man nødt til at lave et samarbejde med det civile samfund – som for eksempel oplysningsforbund, hjælpeorganisationer som Røde Kors, Ældre Sagen og andre, som går ind og supplerer samfundets ydelser. Når de ældre sidder og er ensomme, kan det civile samfund gå ind og sørge for noget samvær. Det tror jeg vi kommer til at se i et øget omfang, siger hun.
Else Merete Knoop nævner som eksempel Røde Kors patientstøtterne, som hun er aktivitetsleder for:
– Det er en gruppe, som går rundt og snakker med patienterne på hospitalet og går lidt til hånde. Det sker i et samarbejde med hospitalet. Det er nogle dejlige mennesker at være sammen med. Man bliver i godt humør, og vi synger faktisk også nogle gange på hospitalet.