Hun var pendler på Bornholm

Hun var pendler på Bornholm
Aase Bitten Larsen – fotograferet da hun flyttede ind på Plejecenter Aabo. Privatfoto
14. FEB • 19:00
Holger Larsen
Journalist
14. FEB • 19:00

Aase Bitten Larsen cyklede som ung fra Skrubbekrak til arbejdet i Aakirkeby.

Aase Bitten Larsen, Aakirkeby, er død, 88 år.

Hun kom fra en ejendom i Skrubbekrak, hvor hun var nummer tre af 10 søskende. Her drev familien et landbrug. Hun gik i skole hver anden dag og kom bagefter ud at tjene på gårde i området.

Aase Bitten Larsen blev pendler, da hun fik job på Aakirkeby Sygehus, hvor hun arbejdede i køkkenet og med rengøring. Hun cyklede de cirka 20 kilometer fra Skrubbekrak til Aakirkeby, hvor hun boede på sygehuset i hverdagene og så cyklede hjem i weekenden.

Hun mødte sin mand, Jens Kjeld, i Aakirkeby, hvor han arbejdede hos bager Dam. De bosatte sig i Aakirkeby, hvor de fik tre børn.

Aase Bitten Larsen gik hjemme, mens børnene var små. Senere havde hun rengøringsjob, og hun blev dagplejemor.

Hun har været alene i de sidste godt 18 år, efter at Jens Kjeld Larsen døde i 2006. Aase Bitten Larsen boede i huset i Nygade i 62 år, indtil hun for knap tre år siden flyttede ind på Plejecenter Aabo.

På en måde vendte hun tilbage til sin gamle arbejdsplads, idet hun kom til at bo i den del af plejecentret, som tidligere var sygehus.

Et gæstfrit hjem

Datteren Jette Hansen fortæller om en mor, der gik meget op i at holde hjemmet rent og pænt.

Det var samtidig et hjem med en stor gæstfrihed, og der blev altid disket op med saft og kage, når børnene havde kammerater med hjem.

Hun deltog ikke så meget i foreningsliv med videre, men holdt af at gå sine ture og gik selv i byen for at købe ind, så længe hun kunne.

Aase Bitten Larsen efterlader sig tre børn, Torben, Jette og Lars-Henrik, fem børnebørn og fire oldebørn. Hun efterlader sig desuden fire søskende.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT