Jan Haagensen betegner stadig sig selv som haslebo, selv om han siden 2016 har boet i Rønne. Her har han for et par år siden købt hus i Rønne Nord sammen med kæresten Christina.
– Vi har hver to børn, og jeg prioriterer familien højt. Noget, jeg nyder mere nu, end da jeg var aktiv med sport, er at komme ud at rejse og opleve, gerne til steder, hvor der også er lidt varme.
"Jan Rocky Haagensen" står der i den "bornholmske blå bog" – Klippeøens kvinder og mænd fra 2005. Det mellemnavn kræver en forklaring?
– Det var noget mine forældre fandt på af en eller anden grund, som jeg ikke husker. Jeg må indrømme, at jeg ikke brød mig om det i mine unge år, men nu gør det mig ikke noget, hvis nogen finder på at bruge det. Jeg havde en gang et hussalg, hvor sælgeren hed Rocky til fornavn, og da han fandt ud af, at det var mit mellemnavn, så havde vi lidt sjov med det.