Christine er doula: 'Når man er gravid gør man bare som der bliver sagt - men det behøver man ikke'

Christine er doula: 'Når man er gravid gør man bare som der bliver sagt - men det behøver man ikke'
Christine Munch Hansen er opvokset i Rønne. Men nu bor hun i Nyker med sin mand og sine tre børn. Foto: Jacob Jepsen
DAGENS NAVN | Lørdag 1. oktober 2022 • 05:30
DAGENS NAVN | Lørdag 1. oktober 2022 • 05:30

Christine Munch Hansen er uddannet doula. Hun hjælper gravide og fødende med at mærke efter, hvad de selv har lyst til, opmuntrer til at indtage fødestuen med billeder, lyskæder og tæpper, og så tilbyder hun selv at være holdepunkt under en fødsel på et travlt hospital – eller derhjemme.

 

Hvad betyder det at være doula?

– Doula er et gammelt græsk ord, der betyder en kvinde, der tjener en anden kvinde. Det kan selvfølgelig også være en mand, men det er oftest kvinder, der tager uddannelsen. Det er en uddannelse som fødselsterapeut, som er baseret på en gammel tradition med omsorg og fødselshjælp fra kvinde til kvinde, hvor man er en fortrolig støtte igennem graviditet og fødsel både praktisk og følelsesmæssigt og så handler det om at værne om den fødendes ønsker og behov.

Hvorfor har du valgt at blive fødselsterapeut?

– Jeg faldt egentlig bare over denne her uddannelse på nettet, og jeg kunne mærke, at det fangede mig.

– Det med fødsel, graviditet og moderskab har altid interesseret mig og fascineret mig – både på grund af den omsorg, der ligger i det og det store potentiale i at blive forældre og udvikle os i den rolle. Det føltes bare helt rigtigt at være i denne her rolle og hjælpe fødende kvinder. Det er en privat uddannelse, man selv kan tage, og den tager et halvt år.

Har du selv brugt en doula, da du skulle føde?

– Jeg vidste slet ikke, at sådan en som mig fandtes, da jeg skulle føde. Men de ting jeg ved i dag, ville jeg ønske jeg selv havde vidst, da jeg skulle føde.

– Hvordan man bedre kan tage ejerskab over fødslen og få en god oplevelse. Jeg var ikke klar over, hvor mange valgmuligheder, man faktisk har.

– På hospitalerne har de nogle procedurer og nogle skemaer, de skal følge. De ser på fødende ud fra nogle gennemsnit, og ud fra det giver de nogle tilbud og anbefalinger – men det bliver ikke altid opfattet som anbefalinger. Mange tror, at det er sådan man skal gøre. Men det passer måske ikke altid på mig og den fødsel, jeg ønsker mig.

– Mange tror, at man skal sættes i gang, hvis man ikke har født inden en specifik dag, men det skal man ikke - det er bare en anbefaling.

Hvordan tager man ejerskab over fødslen?

– Det kan handle om at indtage fødestuen. Man må godt fylde og gøre det til sit eget i de timer, man er der i stedet for at føle sig på besøg.

– Man kan tage nogle ting med hjemmefra, lyskæder, tæpper, musik, billeder og man kan have sit eget tøj på. Det handler om at gøre det til en rar, hyggelig og hjemlig stemning på fødegangen.

– Det har rigtig stor betydning for, hvordan fødslen skrider fremad og så støtter det op omrking de hormoner, der er vigtige for at man kan føde.

– Det er også det, der taler for, at det kan være godt at føde hjemme.

Hvad kan man få hos dig, som man ikke får hos sin jordemoder?

– Jeg laver noget fødselsforberedelse både på hold og individuelt, hvis man, og så tager jeg ud til folk og giver tips og tricks til at støtte kroppen til at gå i fødsel. Der er nogle metoder til at sætte skub i det, så det kommer hurtigere. Nogle gange kan man selv bremse det ved at være spændt og nervøs, så jeg hjælper også bare med at slappe af, så fødselshormonerne kan komme i spil. Men jeg kan kun gøre noget, hvis kroppen selv er klar – der er ingen hokus pokus.

Hvorfor har man brug for det?

– Jeg tror desværre, det er fordi, der er så travlt på fødegangene. Jordmødrene bliver mere og mere pressede, så det her omsorgsarbejde, som de jo også rigtig gerne vil, bliver der desværre ikke tid til. Så det er nogle af de ting, man som fødselsterapeut kan støtte op om. Det er ikke altid den samme jordemoder, der følger en hele vejen igennem. Men det er den samme fødselterapeut, og jeg skal ikke skrive journal eller skifte vagt. Jeg skal hjælpe folk med at få nogle gode fødselsoplevelser, for har man en god oplevelse med fødslen vil den første tid også føles nemmere, og du får en god start på forældreskabet.

– Kvinden og parret skal finde ud af, hvad der er det rigtige for dem. Nogen vil gerne være hjemme, fordi der føler de sig trygge, men andre føler sig slet ikke trygge derhjemme, og vil hellere være på hospitalet. Jeg har ingen anbefalinger – man skal selv finde frem til, hvad der er det bedste.

– Der er nok nogen, der føler sig mest trygge i, at de gjorde det, der blev anbefalet. Men jeg hjælper folk med at tage stilling til, hvad der er det vigtige og oplyse dem om, at man har nogle valgmuligheder.

Er du med til andres fødsler?

– Ja, det er et forløb, man kan booke med noget forberedelse, og så kommer jeg, når det sker og samarbejder med jordmødrene.

– Det er en kæmpe tillid, folk viser en, og det er en kæmpe gave at få lov til at se et lille nyt menneske komme til verden. Fantastisk at føle, at man kan støtte og gøre en forskel for de her familier man kommer til at hjælpe. Det kan være meget vigtigt at have nogen, der kender en. For alting bliver sat meget på spidsen, når man skal føde.

Er det noget, der er en efterspørgsel på?

– Der er en begyndende efterspørgsel, men jeg tror lige, bornholmerne skal lære det at kende. Det er meget populært i København-området, og det begynder også at være en ting herovre. Men det skal lige rigtigt ind. Det kunne være fedt, hvis folk fik øjnene mere op for det. Jeg har måttet tage et ekstra job som lærer ved siden af, for at få det til at køre rundt, men jeg håber på sigt at få det til at køre rundt, så jeg kan leve af det.

 

 

Christine Munch Hansen

39 år og bosat i Nyker, hvorfra hun driver virksomheden Fødselsterapeut Christine Bornholm.

Har tre børn og bor sammen med sin mand.

Uddannet skolelærer og fødselsterapeut/doula.

 



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT