Bornholm har mistet en stor og engageret personlighed

Bornholm har mistet en stor og engageret personlighed
Verner Landin var en markant person i både fagbevægelsen og Socialdemokratiet. Arkivfoto: Jacob Jepsen
MINDEORD | ABONNENT | 15. FEB 2024 • 19:00
Holger Larsen
Journalist
MINDEORD | ABONNENT
15. FEB 2024 • 19:00

Ernst Jensen, formand for Socialdemokratiet Rønne-Hasle partiforening skriver mindeord om forhenværende formand for LO Bornholm og aktiv socialdemokrat, Verner Landin.

En af de største kæmper i Socialdemokratiet og Fagbevægelsen på Bornholm er desværre ikke længere blandt os.

Forhenværende formand for LO Bornholm Verner Landin er død, lørdag den 10. februar 2024, efter nogen tids sygdom. Verner blev 82 år gammel.

Verner Landin blev født i Klemensker og efter sin skolegang i Klemensker skole, kom han som 16-årig i automekanikerlære hos Poul Pedersen i Shell-Parken i Rønne. Verner blev hurtigt faglig aktiv, og efter 10 år i autobranchen blev han valgt som kasserer i Dansk Metal Bornholm.

I 1987 blev Verner Landin valgt som formand for LO Bornholm. Det var en post, han varetog i 17 år frem til han valgte at gå på efterløn i 2004.

Vi er mange, som kan takke Verner for den kæmpe indsats og engagement, som han har lagt i det tværfaglige arbejde i LO Bornholm. Denne opgave løftede han med bravur, og han har lagt mange værdifulde spor for det tværfaglige arbejde på Bornholm.

Kæmpede for de svageste

Verner Landins hjerte bankede for dem, der havde det dårligst og havde det svært med at følge med i samfundets tempo og udvikling. Derfor kæmpede han hele sit liv for at skabe bedre forhold for de arbejdsløse, syge og handicappede, ufaglærte, unge uden job og/eller uddannelse osv.

Han sagde ofte, at der er ingen andre end fagbevægelsen og Socialdemokratiet til at tage sig af de dårligst stillede grupper i samfundet. "Hvis vi ikke gør det, vil de blive ladt i stikken".

Verner Landin kom fra et politisk hjem, og han meldte sig ind i Socialdemokratisk Ungdom (DSU) som 14-årig, hvor han også nåede at blive formand. Siden gik det slag i slag, hvor han igennem mange år, var byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Rønne Byråd og har også haft en periode som amtsrådsmedlem i Bornholms Amt.

Derudover har Verner bestridt et hav af tillidsposter både i fagbevægelsen og Socialdemokratiet. Han har bl.a. også været formand for Socialdemokratiet Rønne-Hasle partiforening i en årrække. Efterfølgende forsatte han som almindeligt bestyrelsesmedlem og senere bestyrelsessuppleant, som han først stoppede med i år, da han var på valg på Rønne-Hasle partiforenings generalforsamling den 6. februar 2024.

Verner vil være savnet i Socialdemokratiet og ikke mindst i Rønne-Hasle partiforening.

Forrest i valgkampen

Verner Landin har været en af de store og en meget markant person i både fagbevægelsen og Socialdemokratiet på Bornholm. Verner havde et engagement og gåpåmod, som man ikke så hos ret mange andre. Når Verner påtog sig en opgave, kunne man være sikker på, at den blev løst. Han skulle nok finde en løsning, uanset hvor stor eller lille opgaven var.

Verner var altid en kapacitet og en kæmpe arbejdskraft, især når der skulle køres valgkamp. Så var han forrest med at deltage i kampagner på torve og stræder, dele materiale ud og hænge valgplakater op. Verner var også meget punktlig. Når der for eksempel skulle hænges valgplakater op, skulle man starte præcis på det tidspunkt, det blev tilladt at hænge dem op. Men de skulle også pilles ned, gerne dagen efter valget. Det var en stor hjælp for Socialdemokratiet på Bornholm og især for partiforeningen i Rønne-Hasle.

Verner Landin kunne måske godt virke meget bombastisk og fastholdende udadtil, men i virkeligheden var han, forhandlingens mand. Verner har været med til mange demonstrationer og holdt utallige brandtaler, men når det så var overstået, sagde Verner altid, nu er det tid til at sætte sig ved forhandlingsbordet og finde en løsning. Mange løsninger er fundet ved det runde bord over en kop kaffe.

Omsorgsfuld

Verner Landin var et aktivt og omsorgsfuldt menneske. Udover fagbevægelsen og Socialdemokratiet var han også medlem i Bornholms Ældreråd igennem 16 år, samt formand for Faglige Seniorer på Bornholm, indtil sygdom forhindrede ham at forsætte.

Jeg vil hermed sende de varmeste tanker til de efterladte. Verner Landin vil altid blive husket, som den aktive og engagerede person han var.

Ære være hans minde.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT