Bornfrosts ejer fylder rundt: De nye udfordringer kommer af sig selv

Bornfrosts ejer fylder rundt: De nye udfordringer kommer af sig selv
Hans Hellisen blev en del af ledelsen af Bornfrost i 2012, da man indledte generationsskiftet, og han overtog virksomheden i 2014. Foto: Jacob Jepsen
Lørdag 12. marts 2022 • 10:30
Holger Larsen
Journalist
Lørdag 12. marts 2022 • 10:30

Ejeren af Bornfrost, Hans Hellisen, er i spidsen for en virksomhed, som har tilpasset sig med nye arbejdsområder.


Det var teknikken og det at gå og rode lidt med knallerter og den slags på værkstedet hjemme på landejendommen i Østermarie, som interesserede Hans Hellisen mest. Da han kom i praktik hos Bornfrost i Rønne og blev lærling i firmaet, var han ikke i tvivl om, at det var det, han ville.

Hans Hellisen blev udlært som køletekniker. Han vendte siden tilbage til Bornfrost og overtog virksomheden i 2014. Fredag den 11. marts holdt Hans Hellisen som ejer af og direktør for Bornfrost reception i anledning af sin 50 års fødselsdag.

– Jeg synes, at det er en spændende teknologi, man arbejder med i denne branche, og det er den stadig, siger Hans Hellisen.

Lysten til at blive selvstændig har altid været der, og det har også resulteret i, at han sammen med nabodrengen hjemme fra Østermarie, Martin Hjorth, ejer Hellisen Outdoor i Lobbæk. Her er det Martin Hjorth, der står for ledelsen, mens Hans Hellisen i det daglige koncentrerer sig om Bornfrost.

Værksted i bilen

Når man står i spidsen for et firma, betyder det også, at den stor del af arbejdet foregår på kontoret:

– Men jeg har stadig værksted i bilen og kører ud og sætter montager i gang og hjælper, hvis der er nogle problemer, siger han.

Da Hans Hellisen var blevet udlært, aftjente han sin værnepligt, inden han sammen med Mie flyttede til København.

– Jeg lærte meget og udviklede mig i de otte et halvt år ovre. Jeg arbejdede i firmaet Sabroes afdeling i Roskilde, og som rejsemontør var jeg blandt andet en del i Indonesien.

Hans Hellisen bevarede kontakten til læremesteren i Bornfrost, Hasse Holmberg, og i 2004 var han tilbage på Bornholm og i Bornfrost. Generationsskiftet begyndte, da Hans Hellisen indtrådte i virksomhedens ledelse i 2012.

Stor omstilling

Hans Hellisen er chef for 10 montører, en lærling og en kontorchef. Virksomheden har faktisk været i stand til at udvide, selv om man har oplevet, at tidligere store arbejdsområder stort set er væk.

– Min forgænger Hasse, som startede firmaet i 1976, havde en lang tur med hele fiskeriet. Men fiskeindustrien lukkede ned, og vi har været nødt til at tilpasse os som firma. Hvor Hasse havde meget arbejde i fiskeriet, butikskøl og mange mælketanke, har vi nu meget i turistbranchen, hvor vi har fulgt med i storkøkkendelen, hvor vi både arbejder med det våde, det varme og det kolde, fortæller Hans Hellisen.

Bornfrost beskriver på sin hjemmeside, at man overordnet beskæftiger sig med:

Projektering, salg og service af køleanlæg indenfor butik, hotel, restauration og industri samt salg og service af klimaanlæg, varmepumper og storkøkkenudstyr.

Samarbejde

Kan du finde nye udfordringer i dagligdagen?

– De kommer af sig selv med nye krav. Vi er i en omstilling fra de kemiske kølemidler til naturlige kølemidler. Der vinder vi som kølefirma, fordi vi kan håndtere de nye midler. Det er også en udfordring, at vi ikke lige kan køre til en grossist, når vi mangler noget. Vi er nødt til selv at have et lager.

– Der kommer en del kølefirmaer fra Sjælland og Jylland herover for at arbejde, og der samarbejder vi med dem i stedet for at modarbejde dem. Det giver nogle opgaver, hvor vi udfører tingene for dem. Det gør, at de også lægger nogle reservedele hos os, så deres kunder er bedre hjulpet, hvis der sker noget, siger Hans Hellisen.

Han bor på toppen

Fødselaren bor sammen med Mie, deres tre drenge og den lille nye – hundehvalpen Balder – på toppen af Slamrebjerg med udsigt over Nexø. Her er der også lidt jord, så jagtinteressen kan blive dyrket.

Hans Hellisen havde inviteret forretningsforbindelser, venner og familie til reception fredag på Griffen Spa Hotel i Rønne.

FÅ ABONNEMENT