Birgit var en bornholmsk travpioner

Birgit var en bornholmsk travpioner
Birgit Spanner Lund var meget begejstret for heste, lige fra hun som lille pige oplevede, kunderne komme kørende ind fra landet i deres hestevogne til købmandsgården i Østermarie, hvor hun voksede op. Privatfoto
MINDEORD | ABONNENT | 23. NOV 2023 • 05:30
Holger Larsen
Journalist
MINDEORD | ABONNENT
23. NOV 2023 • 05:30

Birgit Spanner Lund – den første kvindelige travkusk på Bornholm – er død.

Birgit Spanner Lund, Paradisvej i Rønne, er død, 82 år gammel.

Hun voksede op i en købmandsgård på Godthåbsvej i Østermarie – som datter af købmandsparret Lund.

Birgit Spanner Lund blev handelsuddannet og arbejdede blandt andet i forældrenes forretning. Men det var hestene, der var hendes helt store interesse, og hun deltog som helt ung ved de store køre- og ridestævner i Almindingen.

Hun blev historisk i bornholmsk travsport, da hun som 19-årig blev den første kvindelige travkusk på den nye travbane i Almindingen.

"Hun kørte med slagtermester Ipsens hoppe Kitty Foyle. I det første løb, hvori hun deltog, gik det ikke helt godt. Men i et senere løb viste hun, at hun ikke var bange for at gå frem i et angreb, og der klarede hun sig godt", skrev Bornholms Tidende den 4. juli 1960.

Kort travkarriere

– Slagtermesteren havde en gig (hestevogn), og så spændte de sulkyen bag giggen og travede ind til Almindingen, kørte løb, og så travede de hjem igen, fortæller Birgits bror, Torsten Spanner Lund.

Birgit Spanner Lund bestod i 1961 den obligatoriske kørelicensprøve, og hun vandt også løb på travbanen, men hun og øens anden kvindelige travpioner, Birte Lund (senere Jensen), fik kun en ganske kort travkarriere.

De mandlige ledere i dansk travsport forbød kvindelige kuske, og der gik en del år, inden kvinderne igen fik lov til at være med.

Birgit Spanner Lunds store interesse for heste og travsport førte hende til København. Her hjalp hun med at træne heste i stalden hos de professionelle travtrænere, Jens Ipsen (førnævnte slagtermesters søn) samt brødrene Jørgen og Walther Kaiser-Hansen.

Birgit Spanner Lund havde også et ophold på hesteavlscentret Ny Toftegård ved Ølstykke på Sjælland.

I rejsebranchen

Hun har været en del rundt i verden. Som ung pige i huset har hun arbejdet i både Schweiz, Grækenland og Frankrig.

Udlængslen førte hende videre til rejsebranchen, hvor hun har arbejdet i FDM Rejsebureau og været rejseleder i Tjæreborg i daværende Jugoslavien samt Grækenland og i Italien.

Birgit Spanner Lund vendte tilbage til Bornholm og bosatte sig i Rønne. Hun stiftede aldrig familie, men havde i de sidste mange år en god ven.

Hun efterlader sig broren Torsten og to nevøer.

Begravelsen finder sted fredag den 24. november klokken 11 fra Rønne Kapel.

Birgit Spanner Lund var med, da travbanen fejrede 50 års jubilæum for de første organiserede travløb på Bornholm. Arkivfoto: Torben Ager