Arne var god til mennesker
Arne Tved Holm kom til Bornholm som brugsuddeler og blev senere skolebuschauffør.
Arne Holm Tved, Nylars, er død. Han blev 54 år.
Arne Holm Tved var fra Frederiksværk i Nordsjælland. Han tog en højere handelseksamen og uddannede sig til akademiøkonom med speciale i detailhandel, inden han blev lederaspirant inden for brugsverdenen. Han blev brugsuddeler i Vallensbæk i 1994, og i 2000 flyttede familien til Nylars, da Arne Tved Holm blev uddeler i Superbrugsen Aakirkeby.
Arne Holm Tved blev i 2013 chauffør hos Aakirkeby Turist- og Selskabskørsel, og i 2022 skiftede han til Gudhjem Bus. Det skete i forbindelse med, at Gudhjem Bus overtog rute 9 – skolebussen for mange børn fra Gudhjem, Østerlars og Østermarie, der skal til Hans Rømer Skolen i Aakirkeby. Han ville nemlig gerne fortsætte med at køre skolebørnene – en opgave, han holdt af.
Vellidt buschauffør
Hos Gudhjem Bus fortæller man om en vellidt medarbejder, der var rar og hyggelig og passede sit job.
– Han elskede at køre skolebørn, og han elskede børnene. Hvis de ikke kom af bussen i tide, kørte han dem hjem, siger Arne Holm Tveds hustru, Lene Maria Petersen.
– Han var utroligt gavmild. Det var han overfor sin familie, men også arbejdsmæssigt. Han var god til at hjælpe andre mennesker, og han havde egnet sig godt til at arbejde med mennesker, siger Lene Maria Petersen.
Arne Holm Tved var også en mand med mange drømme og ideer, og han ville gerne have sit eget og være selvstændig. Det blev han med sin lille hobbyvirksomhed Tved Tryk og Broderi, hvor han fremstillede blandt andet tøj og andre tekstiler med reklametryk til firmaer, idrætsklubber og partier.
Messehagel
Opgaven med at fremstille en ny messehagel til Sct. Povls Kirke faldt noget udenfor den kategori, så det var helt klart en udfordring, fortalte Arne Holm Tved i en artikel i Bornholms Tidende i 2019.
En messehagel er en overbeklædning, som præsten bruger under nadveren og ved højtider.
– Han turde næsten ikke trække vejret, da han lavede den, husker Lene Maria Petersen.
Arne Holm Tveds store hobby var familien og at sørge for, at alle havde det godt, og så elskede han at tage familien med ud at rejse – og allerhelst til Grækenland.
Arne Holm Tved efterlader sig sin hustru og fire børn – Sandra på 27, Mikkel på 24, Simone på 20 og Sarah på 13.
Bisættelsen finder sted i Nylars Kirke torsdag den 21. september klokken 13.
NYT JOB
MEST LÆSTE
Totalrenovering på plads
Lad læretid tælle som fuldtidsarbejde

Te betronijns
Når man får noget ‘te betronijn(s)’, så får man det på kredit. I Bornholmsk Ordbog illustreres udtrykket blandt andet med følgende citat: ‘Hajn ræstar ju ejnhillu alt, så vi torr væl foie lâ’jn få mera te betronijngs’.
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration