Arbejdede på Bornholms Børneradio: 'Troede jeg skulle være journalist'

Heidi Hilarius-Kalkau Philipsen er født og opvokset på Bornholm, men bor i dag i Ringe og arbejder på Syddansk Universitet. Ved Nordisk Råds Filmpris er hun i år formand for den internationale jury.

Hvor er du født og opvokset – og hvor gik du i skole?

– Jeg er født i Aakirkeby, men vi flyttede til Klemensker, da jeg var seks år, så her er jeg mest af alt opvokset. Vi boede på en ejendom ude på landet og havde lidt dyr. Jeg var i øvrigt heldig at få lov til at arbejde på Bornholms Børneradio, og blev senere overflyttet til at lave ungdomsradio. Dengang troede jeg, at jeg skulle være journalist.

Hvornår forlod du Bornholm og hvorfor?

– Jeg tog ud at rejse, efter jeg blev student og havde arbejdet et år, så der var penge nok til at cykle gennem Europa og derpå rejse i Afrika, det var i Marokko og Mali. Det vil sige, at jeg forlod Bornholm i 1991 og rejste rundt på cykel et år for så at vende hjem og arbejde lidt mere. Derpå søgte jeg ind på uddannelse og forlod øen i 1992 for at starte, på universitetet i Aarhus. Jeg læste sprog og litteratur som hovedfag og medievidenskab som sidefag.

Hvad ledte frem til, at du valgte den uddannelse, du har taget?

– Jeg troede jo længe, at jeg skulle være journalist, og jeg elskede at arbejde med at lave radio og skrev også som freelancer til avisen Bornholmeren. Men jeg savnede at få lov til at komme i dybden med det, jeg skrev om. Min passion for at skrive og udvikle ting, har altid været det, der drev mig. Og det har uddannelsen inden for litteratur og medier indfriet.

Du underviser på Syddansk Universitet – i hvad?

– Efter endt uddannelse i Aarhus var jeg ude at arbejde som gymnasielærer nogle år. Men savnede igen fordybelse. Så jeg søgte en ph.d. på Syddansk Universitet i Odense og fik den med start i 2001. Siden dengang er jeg sådan set blevet på SDU, siden som adjunkt og nu som lektor. Så i år har jeg vel en slags 20 års SDU-jubilæum. Jeg underviser på studierne Medievidenskab og Manuskriptudvikling. Fordi min forskning handler om kreative processer, er det mest manuskriptudviklere, jeg underviser i at udvikle og skrive film og tv-serier. Uddannelsen Manuskriptudvikling er jeg også leder af. Det er et sjovt sted at være.

Du er født Heidi Jørgensen, men hedder nu Heidi Hilarius-Kalkau Philipsen – hvor kommer det fra, og hvordan er det at vænne sig til et så drabeligt navn?

– Jeg har giftet mig til alle navne gennem to ægteskaber. Det er et langt navn, jeg er endt op med. Men når man udgiver en del bøger, som jeg gør, er det nemmest for læserne at finde en, hvis man ikke skifter noget ud, men lægger til. Til daglig kalder jeg mig nok mest Heidi Philipsen, men er gift med min mand, Christian Hilarius-Kalkau, hvis navn er et gammelt slægtsnavn, der stammer fra Tyskland, så vidt jeg har forstået. For mig er dét at dele efternavn lig med et fællesskab.

Du har i nogle år siddet i juryen for Nordisk Råds Filmpris, hvordan er det kommet i stand?

– Jeg har faktisk ikke siddet der så længe, nok nærmere et lille års tid. Jeg er formand for den nationale, altså danske, jury, og så er man automatisk også med i den nordiske jury, hvor der er et medlem fra hvert nordisk land.

Nu er du så blevet udpeget som formand for juryen, hvilken forskel gør det?

– Jeg har fra start været formand for den danske jury. Men lige præcis i år er jeg også formand for den nordiske jury, fordi prisoverrækkelsen er i København. Det foregår den 2. november 2021, og jeg ved jo godt, hvem juryen har udnævnt som vinder, men må absolut intet røbe. At være formand – både i den nationale og nordiske jury – betyder, at man skal lede slagets gang under voteringerne og skrive de indstillinger, altså begrundelser, som i sidste ende udpeger en vinderfilm.

Når du skal pege på en film, som du finder værdig til at modtage Nordisk Råds Filmpris, hvad ser du så efter?

– Kvalitet på flere områder. Kvalitet i evnen til at røre et publikum på en ikke banal måde. Kvalitet i filmteknikker og måden, den er fortalt på, altså dens dramaturgi og virkemidler. I år har vi i den danske jury peget på filmen "Flugt", som er en animationsdokumentarfilm, som kan netop de ting. Og så har den yderligere det vigtige budskab, synes jeg, at alle mennesker har ret til en god barndom, uanset køn, etnicitet og holdninger.

Hvad er det bedste ved film?

– En film er en "empatimaskine". Altså den skal skabe følelser hos den, der ser. Det kan være forståelse, sorg, væmmelse, nysgerrighed, omsorg eller helt andre følelser. Men det er en films fornemmeste opgave at røre. Gennem følelser kan en film rokke ved sit publikums måde at tænke og opleve noget i verden på. Det er det bedste ved film, at man kan blive rørt og rykket ved.

Heidi Hilarius-Kalkau Philipsen

50 år.

Hun bor i Ringe sammen med mand og tre børn (fem i alt med bonusbørn).

I sin fritid vil hun gerne ride på islandske heste, hvilket er en stor passion, og familien har nogle stykker af hestene.