Du sælger hovedsageligt blomster, som du selv henter på gartnerier i Skåne. Hvorfor det?
– Jeg har i mange år, inden vi slog os ned på Bornholm, kørt som blomsterchauffør i Skåne. Derfor ved jeg, at der er meget høje krav i Sverige, og at de derfor også har en usædvanlig høj kvalitet. Vores sommerblomster holder hele sommeren, hvis blot de bliver passet korrekt. Vores ampler er kendt for at blomstre langt ind i oktober og sågar november måned. Vores stauder er bestandige og vokser sig større og stærkere år efter år. Så de er et godt alternativ til en buket, du køber i supermarkedet, som er fra Polen, Holland eller helt fra Ægypten, som kun holder en uge eller to.
Hvor meget tid bruger du på blomsterne?
– Jeg bruger rigtig meget tid på blomster, især om sommeren. Jeg vågner klokken fem om morgenen, for så skal jeg på arbejde som buschauffør hos BAT og køre børnene i skole. Jeg arbejder som buschauffør på fuld tid, for jeg kan ikke leve af at sælge blomster. Jeg har fri igen fra 9-14, hvor jeg åbner butikken op og gør blomsterne klar og betjener kunder. Fra 14-18 har jeg min anden busvagt, og bagefter lukker jeg så butikken. Og jeg skal også bruge lidt tid på selv at dyrke nogle blomster, så det bliver først ved klokken 22-23, at jeg går i seng igen.
– Hver dag er rigtig travl, for sommerblomster skal passes rigtig meget, mens jeg har mere fritid resten af året. Jeg synes, det er rigtig sjovt, og det giver mening for mig at gøre det, selvom jeg ikke kan leve af det. Bornholm er meget smuk, men det kan jo gøres endnu smukkere, og det hjælper jeg til med ved at sælge blomster. Jeg sætter også en ære i at tilbyde blomster og planter i en kvalitet, et udvalg og en farverigdom, du ikke finder nogen andre steder på øen.