Erik Kofoed har aldrig haft tanker om at skulle lave noget andet end at være landmand. Og selv om han både har været på højskole og arbejdet i Sønderjylland, været på landbrugsskole i Jylland, været soldat i Jylland, og arbejdet på gårde i Canada i halvandet år, så har der heller ikke været nogen tvivl om, at det skulle være på Bornholm.
– Jeg købte Søndre Mulebygård, mens jeg var i Canada, fortæller han.
Erik Kofoed drev i en årrække også fødegården Stålegård.
Han har haft op til 110 malkekøer, hvilket dengang var en stor besætning, og han har et år præsteret af have besætningen med den højeste mælkeydelse på Bornholm.
Erik Kofoed kom i bestyrelsen for Bornholms Andelsmejeri, og han blev også formand. Det førte ham ind i Mejeriernes Fællesorganisation, hvor han blandt andet var med på rejser til Kina, Japan og Sydamerika. Lysten til at se verden har også bragt ham til blandt andet USA og Sydafrika.