Ældre Sagens nye boss: Her er mit eget lille projekt

Ældre Sagens nye boss: Her er mit eget lille projekt
Steen Thomsen er ny formand for Ældre Sagen Bornholm. Arkivfoto: Allan Rieck
Tirsdag 3. januar 2023 • 19:00
Tirsdag 3. januar 2023 • 19:00

Steen Thomsen, nyvalgt formand for Ældre Sagen Bornholm, glæder sig til at løfte arven efter Birger Ramussen.


Da Birger Rasmussen for nylig blev formand for Ældre Sagen på landsplan, er turen nu kommet til at Ældre Sagen Bornholms næstformand, Steen Thomsen, rykker op i rækkerne. Det skete tirsdag på foreningens konstituerende bestyrelsesmøde i Rønne.

Ældre Sagen er en stærk organisation, både på Bornholm, hvor foreningen har 7.741 medlemmer, men også på landsplan, hvor organisationen repræsenterer en million stemmer. Der bliver med andre ord lyttet, når foreningen løfter sin stemme i debatten.

Den opgave glæder Steen Thomsen sig til at løfte.

– Især fordi vi har mange kompetente og dygtige personer i bestyrelsen, som ikke bruger tiden på interne magtkampe og personlige stridighder, og det betyder, at alle kræfter bliver brugt til fordel for vores medlemmer, siger Steen Thomsen, der agter at fortsætte ad den sti, som Birger Rasmussen har trådt før ham.

Det går ud på at støtte de ældre borgere, som har mulighed for og lyst til at arbejde til gavn for det bornholmske samfund, samt at sikre de borgere, som på grund af eksempelvis sygdom har svært ved at håndtere de udfordringer, der kan være med at få den nødvendige hjælp, primært fra kommunen.

– Jeg vil også gerne udbrede forståelsen for, at de ældre borgere er en blandet gruppe, der besidder store ressourcer, som gerne må sættes i spil til gavn for samfundet, siger Steen Thomsen, 73.

Udover Ældre Sagen har Steen Thomsen været aktiv i flere bestyrelser. I 2015 blev han valgt ind i TV2 Bornholms bestyrelse, hvor han har siddet i to perioder. I april 2022 trak han sig efter ni år fra posten som bestyrelsesformand i støtteforeningen Natur Bornholms Venner.

Nu lægger han så alle sine kræfter i Ældre Sagen, som han blev aktiv i, da han gik på pension. For ti år siden startede han sit eget lille projekt op i Ældre Sagen, nemlig bridge. Hvert år har han et undervisningshold for nye spillere.

– Når de går på pension, synes mange, at det kunne være spændende at spille bridge, siger Steen Thomsen, der selv er A-række spiller.

Sideløbende nyder han at oplære nye spilere og deltager også på Ældre Sagens bridgehold.

– Jeg synes, det er dejligt at have med mennesker at gøre, og vi spiller 20 torsdage om vinteren, siger den nye formand.

Den tidligere formand for Ældre Sagen Bornholm, Birger Rasmussen, er indtil videre fungerende formand for Ældre Sagen i Danmark frem til november 2023.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT