– Jeg mente bare, at de 12 måneders værnepligt skulle overstås, og så var det tilbage til kokkeuddannelsen. Men så fik jeg besked på, at jeg skulle på sergentskole og skulle stille i Sønderborg 14 dage efter. Det var ikke det, jeg ønskede, da det betød, at min værnepligt blev forlænget med seks måneder.
– Men det blev en god oplevelse i Sønderborg, en fantastisk by, og jeg lærte meget nyt. Jeg kom tilbage og fik et nyt værnepligtshold, og jeg trivedes med det. Men det var stadig min mening, at jeg skulle være kok, fastslår Orla Mogensen.
– Men tre måneder før min værnepligt var slut, blev jeg spurgt, om jeg kunne tænke mig en 35 års kontrakt (en kontrakt, som udløber, når man fylder 35 år). Her var en af fordelene, at man hver måned optjente retten til en uges civil uddannelse. Så jeg sagde ja tak, og så måtte den kokkeuddannelse vente.
Siden fulgte forfremmelse og et tilbud om at få forlænget kontrakten, først til han var 45 og til slut frem til 60 år, den daværende pensionsalder i Forsvaret.
– Det var så her, at jeg definitivt sagde farvel til kokkeuddannelsen og endnu en gang takkede ja. Der var jo nogle fordele, og jeg kunne godt lide at være her, siger han.