Tejn Havnehuse er et nybyggeri, som sidste år blev opført på grunden umiddelbart nord for det oversvømmede område. De 14 huse, der har status som flexboliger, er opført af FB Gruppen, og er bygget på hævet terræn. Flere af de lokale, herunder Mikkel Stenbæk, frygter at de nye højdeforskelle i terrænet blokerer for den naturlige afvanding i området, hvilket sandsynligvis har været medvirkende til de nye afvandingsforhold i området.
Bygherre: Kommunen har et ansvar
Stig Nørnberg, teknisk direktør i FB Gruppen, bekræfter, at man er i dialog med kommunen i forlængelse af den stormflod, der i oktober smadrede flere af facaderne på de syv huse i forreste række og forårsagede store materielle skader.
– Jeg kan kun sige, at vi er i dialog med kommunen, som det er nu. Vi har købt en nyudstykket byggegrund uden nogen former for indikationer af, at der var problemer. Og det er der, vi er. Spørgsmålet er, om vi har fået de relevante oplysninger, siger Stig Nørnberg.