– Jeg kan oplyse, at vi lever op til vores ansvar: Vi har en mole liggende ud for Tejn Havnehuse, som står overfor en reparation. Der har aldrig været tale om at lave en kystsikring, men en molereparation. Om den reparation bevirker, at molen bliver højere, ved vi ikke lige nu, men i så fald sker det på baggrund af de krav, som behovet for reparation stiller, og det må vise sig, når detailprojekteringen er tilendebragt, siger Lillian Rasch Madsen.
FB Gruppens tekniske direktør står dog ved sin udtalelse fra onsdag.
Har I noget, der sort på hvidt viser, at kommunen har forpligtet sig til at forstærke forkastningen?
– Jeg vil sige, at jeg står ved det, jeg sagde til jer i går. Jeg kan desværre ikke sige så meget andet. Men jeg står ved, at vi er bekendt med en snittegning, der viser en påtænkt renovering.
Lillian Rasch Madsen mener kun, at BRK har forpligtet sig til, at der skulle ske en reparation af den her mole?
– Jamen, det står helt for hendes egen regning, hvad hun mener og tolker.
Men er den snittegning, I har set, også den her molereparation?
– Nej, den er mere omfattende, end det der bliver givet udtryk for der.
Var ikke oppe at vende
FB Gruppen indgik tilbage i 2018 en købsaftale med Bornholms Regionskommune om den næsten 10.000 kvadratmeter store grund nord for Tejn Havn.