Det er Energinet, der har ansvaret for byggeriet, og som kommer til at drive højspændings- og omformerstationen, hvor strømmen fra havvindmølleparkerne transformeres fra vekselstrøm til jævnstrøm, så det bliver muligt at transportere den over store afstande til Tyskland og Sjælland. Energinet sammenligner støjgenerne, når anlægget sættes i drift med ”lyden fra en lastbil, hvis man står helt tæt på bygningerne. Men i naboskel overholdes støjgrænsen på ca. 35-40 decibel”, skriver Energinet om det forventede støjniveau.
I tidligere høringsrunder blev der rejst bekymringer om en sænkning af grundvandsstanden, og kommunalbestyrelsen besluttede at sætte næste trin i den lokale planlægning på pause, indtil Energinets igangværende miljøundersøgelser har kastet mere lys over vandproblematikken. Miljøstyrelsen lægger op til, at Energinet skal undersøge det nærmere og etablere bassiner ved højspændingsstationen.
”Projektet vil under normal drift ikke have konsekvenser for grundvandsforekomster, men forholdet indgår i bygherres miljøkonsekvensrapport. Regnvand fra stationerne (tagvand og vand fra grønne arealer, veje og parkering etc.) vil i driftsfasen blive ledt til forsinkelsesbassiner i tilknytning til stationsområdet. Disse bassiner vil blive dimensioneret, så jordpartikler kan bundfælde, og så der kun udledes den vandmængde til vandløb, som løber der i dag”, skriver Miljøstyrelsen.
Ingen alternative placeringer
Miljøkonsekvensrapporten dækker et samlet projektområde på 1.400 hektar (14 kvadratkilometer). Det omfatter arealet, hvor kablerne skal føres i land og graves ned på vejen op til højspændingsstationen samt selve stationsområdet. Til sammenligning har projektområdet på Sjælland et areal på 215 hektar. Det er endnu ikke afgjort, hvor i Køge Bugt kablerne på Sjælland skal føres i land, og der findes også alternativer placeringer til højspændingsstationen, som Energinet foretrækker at placere ved Solhøj, vest for Taastrup i udkanten af Storkøbenhavn.