Havnebyggeri risikerer at blokere vand til Østersøen

MILJØ | Tirsdag 31. oktober 2023 • 19:00
Henrik Nielsen
Journalist
MILJØ | Tirsdag 31. oktober 2023 • 19:00

En fremskudt færgehavn på Lolland risikerer at begrænse gennemstrømningen af vand til Østersøen.

Bornholmslinjen har mange søsterrederier, der betjener andre dele af Danmark. Et sådant rederi er Langelandslinjen, der sejler mellem Spodsbjerg på Langeland og Tårs på Lolland, hvor man i flere år har arbejdet for at få anlagt en fremskudt færgehavn. Formålet er at forkorte rejsetiden, så Lolland og Langeland kan bruge hinandens institutioner og arbejdspladser, og uddannelser og virksomheder kommer tættere på hinanden. Det lyder meget godt, men måske er det dårligt nyt for Østersøen.

En sådan fremskudt færgehavn risikerer nemlig at blokere for gennemstrømningen af vand i Langelandsbælt syd for Storebælt, der sammen med Øresund fører frisk, iltholdigt vand fra Kattegat til Østersøen.

Helt tilbage i 2018 fremgik det af en rapport udarbejdet af statens Sund & Bælt, at en tilstrækkelig vandgennemstrømning er afgørende for god vandkvalitet, og i sommeren 2021 afsatte et stort flertal i Folketinget 10 millioner kroner til en analyse af strømforholdene ved fremskudt færgehavn ved Tårs. Det arbejde er for tiden i udbud.

"Nærværende udbud vedrører indgåelse af en rammeaftale med én virksomhed om teknisk rådgivning i forbindelse med en videregående analyse af strømforhold, besejlingsforhold og udvalgte miljøforhold ved etablering af en fremskudt færgehavn ved Tårs særligt med fokus på projektets hydrografiske aspekter, herunder særskilte og kumulative virkningerne knyttet til vandgennemstrømningen i overgangsområdet mellem Kattegat og Østersøen", står der i en beskrivelse af udbuddet fra Sund & Bælt Holding A/S.

Svar fra minister

Når det gælder mulig blokering af vandgennemstrømningen til Østersøen, retter opmærksomheden sig for tiden mod den kunstige halvø Lynetteholm i Øresund, der ifølge officielle beregninger blokerer vandgennemstrømningen med 0,23-0,25 procent og transporten af salt til Østersøen med 0,21-0,23 procent. Der er en usikkerhed på plus/ minus 0,25 procent.

Ved Tårs arbejder man med tre forskellige modeller for en fremskudt færgehavn, der ifølge rapporten fra 2018 vil blokere gennemstrømningen med mellem 0,09 og 0,31 procent.

Den samlede effekt af de to og andre infrastrukturprojekter er noget af det, analysen af færgehavnen i Tårs skal kigge på, fremgår det af et svar fra transportminister Thomas Danielsen til Folketingets transportudvalg.

"Det er i den politiske forligskreds bag Infrastrukturplan 2035 (vejdelen) besluttet, at der i forbindelse med analysen af vandgennemstrømningen i Storebælt og strømforhold ved indsejlingen til en fremskudt færgehavn ved Tårs skal foretages verificerende simuleringer af vandgennemstrømning til Østersøen (salt, lagdeling mv.), herunder kumulative virkninger med øvrige mulige infrastrukturprojekter i overgangsområdet mellem Kattegat og Østersøen", skriver ministeren.

Af udbudsbeskrivelsen fremgår det, at det primære analysearbejde forventes gennemført i 2024.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT