Forslag mødt med begejstring: Sådan kan udskældt landanlæg se ud

Torsdagens workshop om udformningen af energiøens landanlæg gjorde det tydeligt, at en del bornholmere gerne vil have mulighed for at komme tæt på højspændingsstationen. Arkitekternes mest vidtgående idé, "Sprækkedalen", går ud på at splitte anlægget op i to sektioner og lade en sti og Risebækken gå imellem bygningerne.

Mellem Bornholms Højskole og Ekkodalen er der ikke plads til at klemme en højspændingsstation ind, men Ekkodalen spillede faktisk en vis rolle, da højskolen torsdag aften dannede ramme om den anden og sidste workshop om højspændingsstationen til Energiø Bornholm

Arkitektfirmaet Arkitema står i samarbejde med Energinet bag arrangementet, og aftenens hovedattraktion er tre arkitektoniske koncepter, som de har lavet på baggrund af kommentarer fra den første workshop om udformningen af landanlægget i december.

En ny bornholmsk sprækkedal – inspireret af Ekkodalen – må siges at være den mest opsigtsvækkende af de tre idéer. Bedømt ud fra reaktionerne i salen og flere af de post it-sedler, som de fremmødte udfyldte, er flertallet overordnet positivt stemt. Ud over ”Sprækkedalen” bliver deltagerne præsenteret for ”El-mindingen”, hvor der lægges op til at placere bygningerne længere mod vest og bag klynger af træer, samt ”Pejlemærket” med en mere åben placering i landskabet. Den landskabelige inspiration for de to koncepter er henholdsvis Almindingen og Hammershus, kan man læse på de oprullede bannere.

Max-version

Indledningsvist introducerer arkitekterne Louise Vester og Christian Platz fra Arkitema deres tanker omkring koncepterne.

– Her åbner vi op og eksponerer de ni volumener, der måske har det største arkitektoniske potentiale og skjuler samtidig nogle af de andre ting, siger Louise Vester eksempelvis om ”Pejlemærket”.

Det er et gennemgående træk, at arkitekterne vil bruge de store bygninger – i forskellige kombinationer med landskabet – til at gemme de grimmere dele af anlægget væk.

Med ”volumener” refererer arkitekterne til de højeste og mest firkantede bygninger i el-komplekset. Modellerne, som Energinet har med, viser ni bygninger, som skal huse de enorme afbrydere, der skal koble fra på ganske få millisekunder, hvis der opstår en fejl på kablerne. Fordi kablerne skal sende jævnstrøm til Sjælland og Tyskland, skal der bruges uhyre avanceret – og pladskrævende teknologi, for at sikkerhedsmekanismen fungerer.

De største bygninger, som arkitekterne altså foreslår at placere i forgrunden, så man kan skjule master og mere ”spraglede” dele af transformeranlægget, kan blive op til 25 meter høje – men ender i praksis måske med at blive lidt mindre, understreger Christian Platz.

– Det, vi illustrerer her, er max-størrelsen. Når vi kender størrelsen, vil man suge fedtet væk, fortæller han.

Jordfarver og bløde kanter

Arkitekterne fremlægger også tre bud på, hvordan de store bygninger kan udformes. Ud over en klassisk, kubisk model med skarpe hjørner og lodrette facader har de taget to alternativer med: et mere organisk design med bløde kanter og en variant med skrånende facader, der kan fremkalde associationer til vikingernes langhuse, som en af tilhørerne bemærker.

Selve de tekniske komponenter passer til rektangulære former med 90 grader i alle hjørner, så bløde hjørner og skråvægge vil betyde, at bygningerne kommer til at fylde lidt mere.

På tegningerne har bygningerne et rødbrunt skær, og der er arbejdet med mønstre på facaderne.

Arkitema har samlet nogle bud på byggeaterialerne på et bord. Farvevalget er et resultat af bornholmernes bemærkninger under december-workshoppen.

– Der var stemning for matte, naturlige jordfarver, som passer ind i landskabet. Tværtimod skulle det IKKE være poleret og shiny, fortæller Louise Vester til Tidende, efter arkitekternes korte oplæg er overstået, og deltagerne får lov til at kigge nærmere på arkitekternes forslag.

Udflugtsmål

Foran ”Sprækkedalen” lader flere sig betage af muligheden for at komme tæt på højspændingsbygningerne og få en oplevelse. Arkitekterne foreslår at anlægge en ny sti og lade Risebækken flyde mellem landanlæggets to sektioner.

– Den tænder jeg på – og det tror jeg også, at turisterne gør, siger en kvinde om ”Sprækkedalen”, der også lader til at begejstre borgmesteren.

– Det vil jo være et udflugtsmål, overhører jeg Jacob Trøst sige.

En ”sprækkedal” vil indebære, at der skal graves længere kabler ned mellem bygningerne. Foran illustrationen medgiver en af specialisterne fra Energinet, at sådan en fordyrende idé ikke ville være opstået i et ingeniørhoved.

– Det nemmeste for mig ville være at samle bygningerne i en firkantet klods hér, forklarer han en gæst og nævner samtidig, at Energinets folk vil tage imod arkitekternes idéer som en udfordring.

– Og så skal vi prøve at tegne det ingeniørfagligt efterfølgende.

Krav om høj barre

Tanken med stien er, at den skal forbinde Naturbornholm og Klintebakken i nord med Risebækken og sydkysten. Idéen om at skabe en passage ned imellem energiøen med et element af naturgenopretning af bækken, der i dag ligger i snorlige grøfter langs markerne, appellerer til Bjarne Westerdahl, der som bestyrelsesformand for Naturbornholm er engageret i naturformidling. Han hører ikke til den kreds, der er optaget af at skjule højspændingsanlæget mest muligt.

– Vi skal kunne fortælle vores gæster, at det er derinde, vi har energiøen, siger han.

– Jeg tror, at der vil være meget opmærksomhed på det under byggeprocessen og et stykke tid frem. Vi, der kommer her tit, vil se det i halvandet år, og herefter ikke lægge mærke til det, siger han og sammenligner det med trafikskilte, man passerer hver dag.

Han håber, at kommunen vil stå stejlt på nogle krav til den arkitektoniske udformning

– Det er nu, vi sætter barren, siger Bjarne Westerdahl.

Uvished indtil april

Med udenomsarealer til regnvandsbassiner og landskabskamouflage som jordvolde og beplantning ventes stationen at få areal på 70-90 hektar. Energinet arbejder ud fra et bruttoareal på godt 250 hektar (2,5 kvadratkilometer), der afgrænses af Sdr. Landevej i syd og Limensgaden i øst. Rundt omkring i salen er der folk, som mest af alt ønsker svar på, præcis hvor Energinet ender med at placere det cirka 55 hektar store anlæg bag hegn. En af dem er Benny Hansen, der bor med sin kone og to børn på Hallegårdsvejen i den nordvestlige del af bruttoområdet. Han fik torsdag oplyst, at naboerne vil få endelig besked om placeringen i april. Sidste forår var meldingen en afklaring inden nytår, og ventetiden er lidt ubehagelig, fortæller han.

– Jeg glæder mig til at få vide, om vi er købt eller solgt. Lige nu går jeg knap så meget op i, om det skal se sådan eller sådan ud, siger Benny Hansen.

Frem til afklaringen kommer han ikke til at poste penge i renoveringer på ejendommen, ligesom han ikke regner med, at de omkringliggende huse, der for tiden er til salg, har nogen chance for at blive solgt. Ved at møde op til workshoppen har han fundet ud af, at en eventuel overtagelse af husene vil finde sted i slutningen af 2024, hvis de berørte hus- og jordejerne indgår et frivilligt forlig med Energinet. Benny Hansens tilstedeværelse gav også nye oplysninger for bygherren. Ved et tre-dimensionelt kort over landskabet i bruttoområdet har Energinet placeret forskellige modeller af anlægget – den opsplittede variant fra "Sprækkedalen", ingeniørernes foretrukne kompakte firkant og et par mellemting. På kortet rager små huse og gårde op som små klodser i korrekt målestoksforhold. Undervejs opdager Benny Hansen, at hans ejendom mangler.

– Jeg kan se, at I har fjernet mit hus, fortæller han et par ingeniører fra Energinet.

De overraskede repræsentanter fra bygherren er hurtige til at handle, efter at Google Maps bekræfter fejlen. Tidendes udsendte låner ingeniørerne en kuglepen, og uden videre tøven bliver Benny Hansens hus på Hallegårdsvejen indtegnet med rød tekst på kortet.

Arkitekt Christian Platz fra Arkitema viser et udvalg af materialer til bygningsfacaderne frem for deltagere ved workshoppen. Foto: Jakob Nørmark

Han gør dem herefter opmærksom på, at en af gårdene på kanten af bruttoområdet længe har været ubeboet, og at man kommer til at berøre få mennesker, hvis man placerer landanlægget i den nordvestlige del af området og kan undgå at berøre boligerne langs Sdr. Landevej.

– Hvis den kommer til at ligge dér, er det faktisk kun vores hus, der skal fjernes, siger Benny Hansen, der dog helst vil blive boende, efter at have placeret en model vest for Vasegårdsvej.

Pointen om, at en vestlig placering vil genere færrest muligt mennesker, lader til at resonere hos Energinets folk omkring bordet.

– Den er da ikke så dum, den model, bemærker den ene ingeniør til den anden.

Placeres landanlægget i dette hjørne, hvad der lægges op til med ”El-mindingen”-konceptet, opnår man dog ikke den direkte tilknytning til Risebækken, som arkitekterne foreslår at kombinere med opsamlingsbassinerne til overfladevandet.

Arkitemas hold har mange ting at tage højde for de kommende uger. Workshop-forløbet, som de fleste på højskolen var ganske tilfredse med, skal munde ud i én anbefaling, der efter planen skal danne grundlag for det kommende lokalplansarbejde.

Arkitemas opgave for Energinet slutter med en præsentation af tegnestuens endelige oplæg den 20. marts på Elværket i Rønne.

Klokken 21.15 rundede Energinets chefprojektleder af og takkede for interessen, hvorefter arrangørerne af workshoppen pillede de farvede sedler med kommentarer ned fra standene. Højskolesalen kom hurtigt til at ligne sig selv, men de to timers debat kan få blivende betydning for landskabet en håndfuld kilometer mod syd.