Når kommunen glemmer valgfriheden, betaler vi alle prisen

En ny undersøgelse viser, at tusindvis af ældre ikke bliver oplyst om deres ret til at vælge privat hjemmehjælp. Det koster både de ældre – og samfundsøkonomien – dyrt, mener branchedirektør hos Dansk Erhverv.

Danmarks Statistik har for nyligt for Ældreministeriet udarbejdet en landsdækkende undersøgelse om brugertilfredshed med hjemmehjælp.

Det er formentlig den mest omfattende undersøgelse på området, hvor hele 122.967 ældre blev inviteret til at svare på spørgsmålene. 52.860 personer valgte at svare.

Et af spørgsmålene i undersøgelsen var, om de ældre på tidspunktet for kommunens visitering til hjemmehjælp var bekendt med det frie valg - altså muligheden for at vælge anden leverandør end den kommunale.

Kommunerne er forpligtet til at oplyse de ældre om det frie valg, men hele 35 procent af de ældre er ikke blevet oplyst herom, og kommunen er derfor selv leverandør af den visiterede hjemmehjælp.

Økonomisk konsekvens

Det er ikke kun ærgerligt for de ældre, når de ikke oplyses om deres ret til at vælge en ikke-kommunal leverandør af hjemmepleje. Det har også en samfundsøkonomisk konsekvens, og den er ikke positiv.

Når kommunerne afregner de ikke-kommunale leverandører af ældrepleje, så er det ofte på baggrund af kommunens kalkulation af, hvad det koster kommunen at levere en tilsvarende ydelse. Udgangspunktet er altså, at kommunen og den ikke-kommunale leverandør modtager det samme for at levere ydelsen, og så kan borgeren så vælge den leverandør, som leverer den bedste oplevede service.

Men det kræver jo, at der er blevet gjort opmærksom på, at der er et alternativ til kommunen som leverandør af hjemmehjælp.

Forkert prissætning

Når kommunerne skal beregne omkostningerne forbundet med at levere kommunal hjemmehjælp, så er det vanskeligt at få alle omkostninger med, så prissætningen bliver korrekt.

At en given udgiftspost ikke kommer med i kommunens beregning af prisen på den kommunale hjemmehjælp, betyder jo ikke, at omkostningen forsvinder - den indgår bare et andet sted i den kommunale økonomi.

Konsekvensen, når alle omkostninger ikke kommer med i kommunernes beregninger, er, at de ikke-kommunale leverandører bliver underbetalt i forhold til kommunen selv – det er det, jeg betegner som kommunal profit på velfærd, for kommunen ”overbetaler” sig selv i forhold til de ikke-kommunale leverandører af hjemmehjælp.

Så allerede i forbindelse med kommunernes omkostningsberegninger, har vi som samfund tjent på, at hjemmehjælpen leveres af ikke-kommunale leverandører.

De private er fokuserede

En kommune har rigtig mange forskelligartede opgaver, mens en ikke-kommunal leverandør af hjemmehjælp kan fokusere på at levere så effektivt som muligt alene på dette ene forretningsområde.

Evnen til at optimere og drive hjemmehjælpsforretningen effektivt betyder, at den private leverandør kan generere et overskud, og af dette overskud skal der svares skat. Så når der generes et overskud, så er der også en samfundsøkonomisk gevinst ved, at opgaven løsen af en ikke-kommunal leverandør.

Private har højere produktivitet

Den store udgiftspost, når der leveres hjemmehjælp, er selvfølgelig løn.

Der skal dygtige medarbejderne til for overhovedet at kunne levere en god service. Overskud hos en virksomhed, der leverer hjemmehjælp, må derfor være genereret ved, at hjælpen er leveret med færre ansatte, end kommunen selv har kunnet.

Det er muligt at levere højere produktivitet på hjemmehjælpsområdet med færre ansatte. Og de ansatte, der ikke er ansat hos de ikke-kommunale leverandører af hjemmehjælp, kan så få arbejde andetsteds, betale skat og dermed indgå som tredje positive post i den samfundsøkonomiske gevinst.

Aktørerne på markedet for hjemmehjælp skal nok leve op til ansvaret og levere den gode kvalitet i hjælpen, for leveres der ikke tilfredsstillende, så kan borgerne jo bare benytte deres frie valg og vælge en anden leverandør – altså forudsat at de ældre er blevet orienteret om det frie valg.