Man skulle stå tidligt op for at følge med Ole

Man skulle stå tidligt op for at følge med Ole
Karen-Margrethe Hansen Bager og Ole Dreyer til Royal Run-fortræning i 2019. Arkivfoto: Allan Rieck
MINDEORD | Onsdag 16. juli 2025 • 15:30
Af:
Mads Noltensmejer
Karen-Margrethe Hansen Bager
MINDEORD | Onsdag 16. juli 2025 • 15:30

DGI Bornholm skriver mindeord om Ole Dreyer.

Mads Noltensmejer, konstitueret forperson, og Karen-Margrethe Hansen Bager, direktør, skriver på vegne af DGI Bornholm mindeord om Ole Dreyer:

Det er med stor sorg, vi mandag modtog beskeden om, at Ole Dreyer er gået bort. Det kommer dog ikke som en overraskelse, da vi på nært hold har fulgt Ole Dreyers sygdomsforløb gennem godt et års tid. Men vi har til det sidste håbet, at der kunne ske en bedring.

Med Ole Dreyers død er der slukket for et særdeles aktivt liv, og han vil blive savnet i mange sammenhænge. Man skulle stå tidligt op for at følge med ham, og han var bogstavelig talt tilgængelig 24/7.

Foruden at passe sit fuldtidsjob i BHS Logistics, havde Ole Dreyer en lang række tillidshverv. Han var til det sidste forperson for DGI Bornholm – en post, han siden 2012 varetog med megen flid og interesse.

Ole blev i 2019 valgt til DGI’s hovedbestyrelse og har sideløbende også været formand for Folkeoplysningsudvalget på Bornholm, formand for Idrættens Videns- og Kompetenceråd, medlem af Trafikkontaktrådet, formand for Middelaldercenteret, medlem af Rønne Svømmehals bestyrelse og medlem af DGI Hallens bestyrelse.

Brændte for fællesskabet

Ole Dreyer brændte for fællesskabet, sine tillidsposter i diverse bestyrelser og det frivillige foreningsliv.

Han sagde tit: "Det skal være sjovt at være frivillig". Og han mente det. Han arbejdede for at fremme udvikling i idrætsforeningerne – ikke bare på Bornholm, men i hele landet.

Vi vil huske Ole som en utrættelig og reel person, der sjældent sagde nej til en opgave. Det er vanskeligt at forstå, at vi ikke længere skal beriges med hans humør, optimisme og gå-på-mod.

Vi sender vores varmeste tanker til Ole Dreyers familie og pårørende.

Æret være hans minde.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT