Farven blå: Fra farvevajd til indigo

Før indigo og syntetiske farver, var farvevajd, som findes på Bornholm, det populære valg, når der skulle farves med blåt.

Den sjældne farvevajd vokser almindeligt langs de syd- og østbornholmske kyster, samt på Christiansø. De senere år har den ligeledes spredt sig til Østsjælland og findes på kysterne mod Østersøen. Den er oprindeligt hjemmehørende i det vestlige Asien, Rusland og Mellemeuropa, hvor farvevajd kan følges på en linje fra Sortehavet, det vestlige Rusland og Østersøens kyster ved Finland og Baltikum.

Farvevajd tilhører korsblomst-familien og bliver omkring en meter høj. Den stærkt forgrenede plante har blågrønne stængler og blade, med gule blomster i juni og juli. Efter blomstringen fremkommer brune flade og ovale hule skulper med frøene.

Planten blev første gange registreret på Bornholm i 1861 ved Bobbeåens udløb. Herfra forsvandt den, men blev genfundet i 1919 ved klippekysten syd for Allinge.

Farven blå

Før indigo i 1600 blev importeret havde man kun to muligheder for at fremskaffe blå farve. Det ene var fra farvevajd, den anden var fra mineralet lapis lazuli der sjældent findes i bjergene fra Rusland til Afghanistan. Romernes flere tusinde år gamle vægmalerier med blåt er malet med knust lapis lazuli og ser stadig ud som nymalede.

Farvevajd har været kendt i Danmark siden jernalderen. Man har fundet frø af farvevajd i resterne af et nordjysk hus fra jernalderen. Måske dyrkede man planten for farvens skyld. Da romerne i år 35 ankom til England kunne Julius Cæsar fortælle, at de indfødte angreb med vilde skrig og ansigterne var malet blå. Senere kunne Plinius berette deres kvinder også var malet blå og nogle gange gik de nøgne rundt, blåmalede fra top til tå. En romersk digter omtalte dem i år 104 som ”det blå folk”.

Engang fandt man i et sunket norsk vikingeskib en beholder med frø af farvevajd.

Harald Blåtands blå tænder

Omkring 960 lod Harald Blåtand sig døbe i Jelling. Tilnavnet skulle skyldes han havde en blå tand. I dag har videnskaben en anden menig, der måske kan forklares med én fejloversætning af de islandske sagaer. Harald var af blå hird da han gik med blåt tøj. Navnet tøj er således oversat til tand.

Hvordan er farevajd kommet til Bornholm?

Måske med et tilrejsende vikingeskib. Ifølge historikeren Saxo var øen ”Holm” (Bornholm) vikingernes havn inden rejsen fortsatte over Østersøen til Rusland. Derfra ad store floder til det åbne marked i Ostanovka, hvor man købte guld, sølv, rav, glas, bjørneskind og andre varer. Måske også frø af farvevajd og mineralet lapis lazuli.

Mindre romantisk kan farvevajd komme svømmende fra Baltikum. De små frø ligger nemlig inde i den hule kapsel der flyder på havets overflade.

Middelalderens vajdproduktion

Det var en kompliceret proces at frembringe den blå farve af planten. Først skulle de afskårne blade vaskes og tørres. Derefter skulle de ligge i kar med vand og de stinkende blade skulle bagefter formes til runde kugler. Isoleringen af den blå farve tog lang tid. Derfor skulle de sorte kugler ligge i vand og gære i ni uger med varme. Dermed blev væsken gul og først med tilsat urin fremkom den blå farve. Senere brugte man saltsyre som erstatning for urin.

Omkring 1290 var der i Tyskland en stor vajd produktion. I 1700 deltog mange personer i Sydtyskland med dyrkning og produktion af farvevajd. Det var dog ikke uden problemer, for den gærede masse skabte en ulidelig stank i området. Af samme årsag forbød den engelske dronning i 1700 produktion af farvevajd på steder nærmere end fem mil til slottet.

Farvevajd i København

Omkring 1792 anlagde Holmblad og Søn en vajdfabrik uden for Nørre Port i København. Da der blev klaget over stanken, ophørte den allerede i 1800. Dermed ophørte produktionen af farvevajd i Danmark. Der er ingen oplysninger om vajd produktion på Bornholm, måske blev den dyrket i det små.

Det gør man stadig i Sydtyskland, da vajdens blå farve er flottere og mere holdbar end vore dages syntetiske kulører. Hvis en frisk iværksætter på Bornholm får en god ide om et nyt produkt skal man være klar over følgerne. Vajdmassen stinker værre end en fjorten dage gammel rådden sild, hvis de ellers kan fremskaffes.