– Det er vi faktisk alle sammen lidt spændte på, men tager man for eksempel til Almindingen og kigger på området omkring Jomfrubjerget og Hallebakken, så har vi noget af den bornholmske skov, der har stået mest urørt, og som ikke blev slagtet dengang i 1700-tallet, hvor vi stort set slagtede al skov på Bornholm, siger Søren Friese.
– Det er typisk en lidt lysåben eg- og avnbøgsdomineret bevoksning, som tilsyneladende finder en fin balance, hvor der er lidt lys på skovbunden. Og eg og avnbøg er sindssygt gode for de bornholmske arter. Dog har vi i Blykobbe den udfordring, at det er en anderledes jordbund, og plantagen er mere eksponeret for vind og salt, og der tror vi, det nok snarere bliver nogle skovfyrsbevoksede områder, vi får. Vi har allerede nogle flotte skovfyrsbevoksninger der, som også ser ud til at finde en form for balance. Måske man kan forestille sig et svensk billede af skovfyr med noget undervækst af nogle hasler og hjemmehørende danske buske.
Skovrideren forklarer, at der op gennem 1700-tallet var særdeles mange græssende husdyr på Bornholm i form af heste, geder og får alle vegne.
– Det er jo også derfor, det hedder Højlyngen. Alt var ryddet, fordi man havde skullet bruge træ til at bygge huse, skibe og alt muligt andet, så der gik dyrene på græs, siger han.
– Den skov, vi har i dag, blev stort set på i hvert fald de statslige arealer etableret af forstmanden Hans Rømer i 1800-tallet.