Aarsdale hentede over en million til deres by: Lørdag kan de indvie deres projekt

Aarsdale hentede over en million til deres by: Lørdag kan de indvie deres projekt
Legepladsen, som sammen med sauna og motionsplatform udgør Aarsdales projekt "Her bor vi". Foto: Jens-Erik Larsen
MILJØ | AARSDALE | Lørdag 19. februar 2022 • 10:30

Lørdag eftermiddag kan aarsdaleboerne indvie deres projekt "Her bor vi", som har været undervejs i næsten to år siden foråret 2020.

Overskriften på Aarsdale-borgernes projekt er Liv i Byen - Ung møder gammel, motion og nydelse - plads til alle.

Ideerne har skullet omdanne den tidligere fiskerihavn til et mere rekreativt område ved at anlægge en legeplads, en sauna på havnen og en udendørs motionsplads.

Pengene til projektet kommer fra en særlig pulje - "Her bor vi"-puljen, som Nordea-fonden uddelte fra ad to omgange - ialt næsten 70 millioner kroner.

Næsten 2,5 millioner kroner af pengene blev sendt mod Bornholm til fire projekter her på øen, der fik del i støtten.

Nordea-fonden ville med puljen inspirere drivkræfterne i mindre lokalsamfund og støtte initiativer, som kan samle de små byer og deres beboere. Kun byer på mellem 200 og 5.000 indbyggere kunne søge penge i puljen.

Udover den store bevilling til Aarsdale på næsten en million kroner, støttede Nordea-fonden med puljen også projekter i Gudhjem, Svaneke og Vestermarie.

Støtte fra mange

"Her bor vi" projektet i Aarsdale er støttet af Nordea-fonden med 969.498 kroner.

Derudover er der givet støtte fra Bornholms Brand og Sparekassen Bornholms Fond.

Aarsdale Borgerforening og Høkeren i Aarsdale har givet store støttebeløb, og derudover har en lang række lokale private firmaer og borgere støttet projektet.

Indvielsen foregår lørdag 19. februar klokken 14.00 til 15.00 på havnen i Aarsdale, hvor den røde snor klippes, og der bydes på grillpølser og en øl.

Borgmester Jacob Trøst er inviteret og har takket ja til invitationen, fortæller Lene Stenstrop og Henriette Stakemann fra styregruppen.

FÅ ABONNEMENT