Når det gælder RVV og Beof, tager striden afsæt i det daværende Østkrafts ombygning af et gammelt kulkraftvarmeværk, så det kunne køre 100 procent på træflis.
RVV var i første omgang utilfreds med, at der ikke blev undersøgt andre løsninger til at producere el og varme både billigt og miljørigtigt. Da ombygningen blev en realitet, var parterne også uenige om, hvor meget de hver især skal betale.
Uenigheden førte til både voldgifts- og retssager, inden sagen endte hos Forsyningstilsynet, der kom med en afgørelse i april.
– Vi får ikke 100 procent ret, men der står i afgørelsen, at Beof har opført sig urimeligt, både hvad angår deling af investeringsomkostninger og i delingen af driftsomkostninger. Det er vigtige udsagn for Rønne Varme, da det kan have stor betydning for den pris, vi køber varmen til hos Beof, fortæller Brian Brendes Mikkelsen.