Gravgaard: Rederiet er brutalt over for handicappet

Bornholmslinjen må længere ud på vandet, før forklaringen om ”samfundsbetinget drift” kan retfærdiggøre bøder til de mennesker, ruten netop er sat i verden for at hjælpe.

Man skulle tro, at en statsstøttet færgerute – finansieret af alle danskere og nødvendig for et helt øsamfunds sammenhængskraft – bar en særlig forståelse for dem, der har mest brug for tryghed, fleksibilitet og menneskelig vurderingsevne. Men den tro må man lægge fra sig, når Bornholmslinjen udskriver bøder til en ældre, gangbesværet plejehjemsbeboer, fordi hun ikke kan fremvise et handicapparkeringskort, hun aldrig har haft. Hun kører ikke bil. Hun har aldrig skulle bruge det.

Det kræver næsten molbo-logik som det område, rederiets moderselskab er opkaldt efter, at hævde, at den praksis er ”samfundsbetinget”. Det er bureaukratiets kolde logik og kapitalfonden bag Molslinjens varme interesse – men ikke Bornholms.

På Bornholm ved vi godt, hvad samfundsbetinget betyder: At vi tager hensyn til hinanden. At vi hjælper, når nogen er svage. At vi bruger reglerne til at få tingene til at fungere, ikke til at knuse dem. Derfor føles det brutalt, når en ældre kvinde på sin sidste rejse hjem straffes med en kontrolafgift på næsten 900 kroner for at købe en handicapbillet, der gav hende den nødvendige trygge adgang til elevatoren, hun havde brug for – uden økonomisk fordel, uden snyd, uden skyggen af uærlighed.

At Bornholmslinjen ovenikøbet forsvarer sig med henvisning til, at færgerne får statsstøtte, gør kun molbohistorien tungere. For statsstøtten gives netop for at sikre, at almindelige mennesker – syge, svage, ældre, børnefamilier, pendlere – kan leve et liv på vores dejlige ø, der ellers ville være skåret af fra resten af landet. At bruge statsstøtten som argument for strammere regler er et knæfald for systemet og en hån mod Samfundet med stort S.

Heldigvis findes det rigtige samfund stadig. Det findes i Hasle, hvor en sygeplejerske hjælper med varme hænder og åbent hjerte. Det findes i de mennesker, der ser mennesket først og reglen bagefter. Det findes i den kultur, Molslinjen burde sejle ud fra – men ikke gør.

Derfor er der kun ét at sige: Det er en ommer. Helt ude fra vestkysten og hele vejen til Rønne.

For hvis Bornholmslinjen vil være samfundsbetinget, så skal de opføre sig som en ansvarlig del af samfundet – ikke som en kontrolcentral, der jagter en svag handikappet kvinde. Humanitet koster ingenting. Men hjerteløs håndhævelse kan koste noget langt vigtigere end penge: Den tillid, et samfund som vores bygger på.