Mors sidste tur hjem blev et møde med færgens bureaukrati

En gangbesværet plejehjemsbeboer skulle en sidste gang hjem til Bornholm. Det blev et møde med både Molslinjens bureaukrati og ægte bornholmsk hjertevarme.

For mange familier er Bornholm ikke blot et sted på landkortet, men en del af sjælen.

Sådan var det også for vores mor, der som barn voksede op i Sankt Mortens Gade i Rønne, før livet førte hende videre til Sjælland, da vores morfar blev udsendt til Farum-kaserne. Men selv om hverdagen trak hende væk, så slap hun aldrig forbindelsen til klippeøen.

For 25 år siden vendte den yngste af os tilbage til øen. Det var, som om havet, øen og roen havde lagt sig som en slags indre DNA fra vores forfædre, selv om barndommens besøg på Bornholm havde været forholdsvis få.

Her på Bornholm blev der dannet en ny lille familie, og i dag er der både børn og et lille barnebarn, familiens nyeste skud på stammen.

I år skulle vores mor, trods dårligt helbred og begrænset mobilitet, endelig hjem en sidste gang. Hun skulle se øen, der formede hendes første år. Hun skulle fejre sit barnebarns 18-års fødselsdag - og vigtigst af alt skulle hun for første gang møde sit første oldebarn.

Ikke let hele tiden

Det er ikke let at rejse med en gangbesværet plejehjemsbeboer. Men hvor der er vilje, er der vej, og viljen var stærk.

Vi planlagde turen omhyggeligt, reserverede handicappladser på færgen og koordinerede med den lokale sygeplejerske, så vores mor kunne få sin medicin og indsprøjtning undervejs. Alt gik efter planen. Bornholm tog imod hende med varme og den særlige genkendelse, der følger med at vende hjem.

Men hjemrejsen blev en anden oplevelse.

På færgelejet i Rønne blev vi mødt af Molslinjen, der udstedte en ”kontrolafgift” på 898 kroner, fordi vi ikke kunne fremvise et blåt handicapparkeringskort. Vores mor har aldrig haft et sådan, hun fører ikke bil længere, og som plejehjemsbeboer er behovet aldrig opstået.

Vi forklarede, at hun har betydeligt gangbesvær, at rollatoren er nødvendig, og at vi kun havde tilvalgt handicapbilletten for at sikre hende en tryg og værdig adgang til elevatoren ombord - ikke for at opnå en økonomisk fordel, hvilken man heller ikke får ved den slags billetter.

Der var ingen forståelse at hente på færgelejet. Ingen fleksibilitet. Intet blik for mennesket bag situationen.

Klage

Det paradoksale var, at vi rejste med gyldige billetter og fulgte alle anvisninger, mens et parkeringskort pludselig blev gjort til en forudsætning for at få den adgang og hjælp, som netop er tiltænkt mennesker som vores mor.

Afgiften var ikke blot højere end den angivne kontrolafgift på 750 kroner som beskrevet i deres paragraffer. Den ramte også på et tidspunkt, hvor alt burde handle om vores mors sidste tur hjem, om minder, kærlighed og familie. Ikke om bureaukrati.

Vi indgav en klage til Molslinjen dagen efter i håb om, at der var tale om en fejl. Det var der ikke. Sagen er nu sendt videre til klagenævnet med ønsket om rimelighed.

Det kommer fra hjertet

Men trods denne oplevelse, der gjorde ondt på vores mor, blev vi også mindet om, hvad Bornholm i virkeligheden er.

For bag regler, billetter og bureaukrati findes en ø af mennesker, der bærer hinanden, når livet er tungt - en ø, hvor hjælpsomhed ikke blot er ord, men handling.

Det mærkede vi særligt hos den lokale sygeplejerske i Hasle, som kom for at hjælpe vores mor på hendes sidste tur hjem til øen. Hun trådte ind med en ro og en omsorg, der ikke kan læres fra en manual, men som kommer fra hjertet. Med varme hænder og et venligt blik sørgede sygeplejersken for, at vores mor kunne gense sin fødeø, der havde formet hendes barndom. Hun gav hende ikke kun medicin, men også tryghed, værdighed og en følelse af at stadig at høre til på sin ø.

Og netop dette er Bornholm. Ikke kun klipperne, skovene eller de små rundkirker, men menneskene. Dem, der ser én, når man er sårbar. Dem, der rækker hånden frem uden tøven, fordi sådan gør man her.

Den menneskelige varme

Derfor ønsker vi, at vores mors sidste tur til øen bliver husket for det, der betyder noget: den menneskelige varme, den stille omsorg og det fællesskab, der gør Bornholm til noget særligt.

Ikke for en afgift, men for den ånd, som vi håber, at Molslinjen en dag vil lade sig inspirere af. En ø, hvor man står sammen - især når nogen har allermest brug for det.

Tak, kære sygeplejerske! Vores mors tåre, der faldt, da hun så dig, var tåre der kom af taknemmelighed.

Så tak!

Debatredaktørens bemærkning

Vi har forelagt Bornholmslinjen læserbrevet og modtaget dette svar fra selskabet.

Jesper Maack, PR & Communications Manager

Bornholmslinjen er samfundsbetinget. Det betyder, vores færger får tilskud fra alle danskere over skatten. Det betyder også et udvidet ansvar for at sikre, at det regelsæt, som staten har udviklet for ruten, skal følges. Læser man de almindelige forretningsbetingelser, fremgår det klart af pkt. 4.9 Handicap-billet:

Personer med handicap kan med gyldigt handicap–parkeringskort købe en handicap-billet til personbil. En handicap-billet inkluderer to passagerer inklusiv chauffør og er gyldig op til tre måneder fra den oprindelige rejsedato, og den kan ændres og/eller refunderes frem til det bestilte afgangstidspunkt.

Alle kan ringe til vores drift og bede om en plads ved elevatoren, og man kan få en plads, hvis ikke der er optaget af rejsende med handicap-parkeringskort.

Ligesom man ikke kan parkere på en handicap-parkeringsplads uden den rette status, kan man heller ikke rejse på handicap-betingelser.