- Derfor sætter vi ny antenne op i Allinge

MILJØ | Tirsdag 5. december 2023 • 05:30
Holger Larsen
Journalist
MILJØ | Tirsdag 5. december 2023 • 05:30

Mobilantenne skal være der, hvor behovet er, forklarer ansøger.

Det er især for at imødekomme det voksende behov for mobildækning i forbindelse med Folkemødet, at det er nødvendigt med en opgradering af mobilantennen i Havnegade i Allinge.

Det forklarer Pernille Damm fra selskabet Connect44 (leverandør til teleindustrien), som har stået for ansøgningen om opgradering af antennen i Allinge på vegne af Cellnex (udbyder af trådløs telekommunikationsinfrastruktur) og HI3G (teleselskabet 3).

– En anden ting er, at alle positioner skal opgraderes til 5G. Det er en del af udviklingen, og alle havde drømt, at antennerne blev mindre. Men det blev de ikke, desværre, siger Pernille Damm.

Kunne man have placeret antennen et andet sted?

– Det har kommunen også spurgt om. Det ville være dejligt, hvis antennerne kunne placeres langt væk fra alting. Men det er desværre der, hvor folk er, at de skal stilles op. Man kan tænke mobildækning lidt som lys og lygtepæle. Man skal simpelthen ind og lyse der, hvor menneskene er. Man kan ikke stille en lygtepæl op ude i skoven og få den til at lyse op inde i byen, siger Pernille Damm.

Hun oplyser, at HI3G allerede sammen med to andre selskaber har mobilantenner ved Allinge Stadion, men at der yderligere er brug for en antenne ved Allinge Havn for at få en god rækkevidde i det nordbornholmske terræn, som også er en udfordring.

Tv-signalet

Pernille Damm beklager, at to naboer til den nye mobilantenne har mistet deres tv-signal.

– Jeg har fået forklaret, at årsagen er, at det er en over 40 år gammel tv-frekvens, som er solgt til mobiloperatørerne, så de nu må bruge den frekvens. Det er meget få, der kører med de gamle tv-antenner i dag, så vi har faktisk ikke stået overfor det problem tidligere, siger Pernille Damm, der nu vil tage kontakt til de to naboer.

– Jeg forstår godt naboerne. Vi vil alle sammen have god dækning, men vi vil ikke kigge på antennerne. Det er lidt ligesom med grøn energi, hvor vi ikke vil have vindmøllerne i vores baghave. Men jeg håber, at vi kan få nogle mindre antenner, når 6G kommer, siger Pernille Damm.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT